Danske amatører klar til at sende hidtil mest avancerede raket op
En flok frivillige raketamatører fra foreningen Copenhagen Suborbitals er næsten klar på at afprøve deres hidtil mest komplicerede bedrift, Nexø II.
26. august skal raketten efter planen sendes op ud for Bornholm. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
"Som altid er vi meget afhængige af gode vejrforhold," siger formand Kristian Elof Sørensen.
For at opsendingen kan finde sted, må der højst være bølger på 0,5 meter og lav vindstyrke, forklarer han.
"De langsigtede prognoser ser lovende ud, men det grønne lys til opsendelsen kommer først et par dage før, når vi har en god vejrudsigt," siger Kristian Elof Sørensen.
Himmelhøje ambitioner
Raketforeningen, der tæller cirka 50 frivillige, har bygget og opsendt raketter i Danmark siden 2011. Det er alt sammen et led i ambitionen om at blive de første amatører nogensinde, som sender en bemandet Spica-raket ud i rummet.
En vellykket opsendelse indebærer, at alle delsystemer præsterer som planlagt. Desuden skal motoren fungere efter planen, og raketten skal lande i Østersøen med faldskærm.
"Hvis vi kan få det til at ske, har missionen været en komplet succes," siger formanden.
Nexø II er opkaldt efter den bornholmske by. Affyringen kommer til at finde sted cirka 30 kilometer øst for øen i Østersøen og skal foregå fra foreningens selvsejlende affyringsplatform ved navn Sputnik. Hele otte fartøjer er med til begivenheden.
"Dette år har vi to fly og skibet "Hjortø" fra marinehjemmeværnet til at sikre opsendelsesområdet, kontrolskibet Vostok, to hurtige Rib-både, et personaleskib og selve opsendelsensplatformen," siger Kristian Elof Sørensen.
Forbedrede it-systemer
Den avancerede raket efterfølger Nexø I. Raketten blev affyret i slutningen af juli sidste år, men noget gik desværre galt, og motoren slukkede før tid.
Den skulle efter planen nå seks til otte kilometer op over Østersøen, men den højde kom den ikke i nærheden af.
Der er lavet en række forbedringer af efterfølgeren, som blandt andet er en meter længere. Nexø II har blandt andet fået fixet dens computersystemer, der fik motoren på Nexø I til at gå i stå.
Nexø II er desuden opgraderet med et dynamisk trykreguleringssystem, så motorens ydeevne kan kontrolleres under hele flyvningen.
/ritzau/
Relaterede artikler:
Gomspace åbner amerikansk kontor
For abonnenter
Gomspace lægger ERP-ordre hos Curit
For abonnenter