Frankrig indstiller salg af iPhone 12 på grund af for høj stråling

Fransk minister er klar til at tilbagekalde alle iPhone 12, hvis ikke Apple retter op på problem med stråling.
Foto: TATYANA MAKEYEVA/REUTERS / X02468
Foto: TATYANA MAKEYEVA/REUTERS / X02468
af ritzau/reuters

Frankrig har midlertidigt indstillet salget af Apples iPhone 12 på grund af bekymringer om telefonens strålingsniveau.

Det skriver den franske avis Le Parisien.

Det er Frankrigs nationale strålingsagentur (ANFR), der har stoppet salget.

Det sker, efter at test har vist, at telefonens såkaldte Specific Absorption Rate (SAR) er en smule højere, end hvad der er tilladt.

SAR siger noget om den stråling, som kroppen udsættes for af et apparat.

Det vil formentlig blot kræve en softwareopdatering, før strålingsniveauet igen ligger på et acceptabelt niveau. Det siger Jean-Noël Barrot, der er fransk minister for digitalisering og telekommunikation.

Hvis ikke det bliver rettet, kan det dog få konsekvenser.

”Apple forventes at svare inden for de næste to uger,” siger han.

”Hvis de ikke gør det, så er jeg klar til at tilbagekalde alle iPhone 12 i omløb. Reglerne er de samme for alle - også de digitale giganter,” lyder det.

Flere lande har af sundhedsmæssige hensyn myndigheder, der monitorer mængden af stråling, der kommer fra elektroniske produkter.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skriver dog på sin hjemmeside, at adskillige undersøgelser viser, at der ”ikke er bevist nogen kritisk effekt på helbredet ved brug af mobiltelefon”. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også