Apple-udsalg på Kina-bekymringer er overgjort

Apple-aktien oplevede i sidste uge modvind, efter styret i Kina har forbudt regeringsansatte at bruge Iphone. 
Apple får omkring 20 pct. af sin samlede omsætning fra det kinesiske marked. | Foto: Mike Segar
Apple får omkring 20 pct. af sin samlede omsætning fra det kinesiske marked. | Foto: Mike Segar
Af Marketwire

Både onsdag og torsdag faldt Apple-aktien og satte samlet set 190 mia. dollar af markedsværdien over styr, da det kom frem, at styret i Kina har forbudt regeringsansatte at benytte iPhone.

Kursfaldene de to dage på henholdsvis 3,6 og 2,9 pct. er dog overgjorte, vurderes det fra flere sider.

”Vi mener, at Apples todages aktiebevægelse på minus 6 pct. antyder, at markedet mener, at de nylige Kina-overskrifter vil udvikle sig til noget større,” lyder det i en kommentar fra analytiker Erik Woodring fra investeringsbanken Morgan Stanley, skriver Yahoo! Finance.

”Vi mener, det er usandsynligt. Aktiebevægelsen er overgjort.”

I det værste scenario beregner investeringsbanken, at Apple ville miste 4 pct. af sin omsætning og 3 pct. af sin indtjening. Kursfaldet på 6 pct. indikerede derimod, at Apple ville miste 70 pct. af sit iPhone-salg i Kina, hvilket er et ”ganske drakonisk og usandsynligt” scenario.

Apple får omkring 20 pct. af sin samlede omsætning fra det kinesiske marked.

Hos JPMorgan har man samme analyse som Erik Woodring.

”Vi forventer ikke, at de restriktioner, som er indført på ejerskab af iPhones for regeringsansatte, vil have en substantiel effekt på udsigterne vor volumenerne, da tidligere restriktioner af tilsvarende art har begrænsede beviser på at forandre forbrugernes købevaner,” skriver storbankens analytiker Samik Chatterjee i en kommentar.

JPMorgan påpeger dog, at forbuddet falder sammen med, at Huawei netop har overrasket med en lancering af en 5G-smartphone på det kinesiske marked, selv om det kinesiske selskab er underlagt sanktioner og ikke må købe 5G-chips fra amerikanske chipproducenter. Samlet set vil det derfor blive sværere for Apple at vinde nye markedsandele.

Den gode nyhed for investorerne er dog, at forventningen til næste uges lancering af iPhone 15 er lavere, og trumfer Apple derfor dem, kan det betyde, at aktien vil klare sig bedre end markedet her i efteråret.

Hos Morgan Stanley påpeger analytiker Erik Woodring, at investorerne typisk har solgt fra i Apple i forbindelse med nye lanceringer, men investeringsbanken anser de nuværende forventninger i markedet til iPhone-salget for at være for lave.

Aktien i Apple steg fredag med 0,4 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også