Kinesisk kulegravning af Micron sender lokale producenter til vejrs

Kina har undersøgt amerikanske Micron, og det har tilført 14 mia. dollar til markedsværdien hos de kinesiske chipproducenter. 
Foto: Dado Ruvic
Foto: Dado Ruvic
Af Marketwire

De kinesiske myndigheders granskning af den amerikanske chipproducent Micron sender mandag aktierne i de kinesiske branchefæller i vejret.

Undersøgelsen af Micron er den seneste udvikling i Kinas kamp mod USA om computerchips, efter at USA har investeret store summer for at flytte produktionen hjem for at værne om og hindre Kinas adgang til teknologien.

Samlet har kulegravningen lagt 14 mia. dollar til markedsværdien i de kinesiske chipproducenter, skriver Bloomberg News.

Omvendt pressede det aktien i Micron, da de kinesiske myndigheder fredag meddelte, at man vil gå den amerikanske chipproducent efter i sømmene i den nationale sikkerheds navn samt for at hindre eventuelle trusler mod netværkssikkerheden. Aktien faldt 4,4 pct.

Microns kinesiske salg udgør ifølge Bloomberg News omkring 11 pct. af den samlede omsætning i selskabet.

Det giver omvendt medvind til de kinesiske chipproducenter, der mandag nyder store stigninger. Aktien i Ingenic Semiconductor vinder således 12,3 pct., Advanced Micro Fabrications går frem med 10,7 pct., og Semiconductor Manufacturing International stiger 7,9 pct.

Flere af Microns kinesiske kunder vurderes at ville skifte til lokale udbydere, mener Xu Tao, der er analytiker i Citic Securities, ifølge Bloomberg News. Andre kunder betvivler dog, om den kinesiske chipsektor vil fastholde sin del af markedet på længere sigt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også