Apple krones kortvarigt som ny børskonge

Investorerne belønner Apple efter et stærkt regnskab torsdag. Aktien stiger til det højeste niveau nogensinde.
Foto: Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der kan være et tronskifte på vej i børsverdenen.

Oliegiganten Saudi Aramco har længe været det mest værdifulde børsnoterede selskab i verden, men fredag har Apple kortvarigt overhalet det saudiske selskab. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den amerikanske techgigant kom torsdag aften med et overraskende stærkt regnskab for april, maj og juni, hvor verden ellers har været ramt af coronavirus og restriktioner for at begrænse smitten.

Det belønnes fredag på børsen i USA, hvor aktien i løbet af handelsdagen er steget med op til 7,1 procent. Det giver selskabet en værdi på 1786 milliarder dollar, hvis det holder ved, til børsen lukker.

Saudi Aramco havde torsdag aften en markedsværdi på 1760 milliarder dollar.

Det er ifølge finansmediet Bloomberg News første gang, at Apples markedsværdi overstiger Saudi Aramcos. Inden det saudiske selskabs entré på børsen kappedes Apple med Microsoft om børstronen.

Trods coronakrisen er Apples salg i april, maj og juni steget til 59,7 milliarder dollar - eller 378,4 milliarder kroner. Det er 11 procent mere end de samme tre måneder af 2019.

Det har særligt været mere rift om selskabets tilbehør og digitale services som apps og digitalt indhold. Salget af iPhones er dog stadig det, der indbringer den største bid af omsætningen.

Samtidig har Apple torsdag aften stillet sine aktionærer et udbytte i sigt på 82 cent - omkring 5,2 kroner - per aktie.

Den saudiske oliegigant Saudi Aramco gik på børsen i december sidste år og blev her værdisat til 2000 milliarder dollar - som det første selskab nogensinde. Siden er det dog gået ned ad bakke for selskabet.

2020 har blandt andet budt på et voldsomt fald i oliepriserne, ligesom også udbruddet af coronavirus har sænket appetitten på at bore efter ny olie.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også