Amerikansk chipkæmpe trækker prognosen tilbage

Amerikanske Broadcom vil ikke længere fortælle om forventningerne til de finansielle præstationer i 2020 på grund af corona-udbruddet.
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Den amerikanske chipkæmpe Broadcom har torsdag meldt sig i den efterhånden lange række af virksomheder, som ikke længere vil udstikke forventninger til de finansielle præstationer i 2020. På grund af den usikkerhed og de afbrud i forretningen, som virusudbruddet forårsager. Aktien falder med 6,8 pct. i eftermarkedet torsdag.

"Gennemsigtigheden mangler i vore globale markeder, og usikkerheden omkring efterspørgslen intensiveres. Som et resultat mener vi, at det er fornuftigt at trække vores årsforventninger tilbage, indtil sigtbarheden vender tilbage til niveauet før Covid-19," hedder det.

Broadcoms første kvartal, som løb frem til udgangen af januar var imidlertid næsten godkendt. Koncernen oplevede i perioden en stigning i omsætningen på 1 pct. til 5,86 mia. dollar mod ventede 6,01 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 5,25 dollar mod et konsensusestimat på 5,34 dollar, ifølge Bloomberg News. Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede på 3,27 mia. dollar. Her var ventet lige præcis 3,27 mia. dollar.

For sit andet kvartal er Broadcom stadig parat til at byde på udsigterne, og chipproducenten spår en omsætning på 5,55 til 5,85 mia. dollar. Her er forventningen på Wall Street dog på 5,95 mia. dollar.

"Vi er velpositionerede til at støtte vore udbytter til vore aktionærer trods udfordringerne i markedet," siger Hock E. Tan, administrerende direktør i Broadcom, i regnskabet.

I torsdagens tunge udsalg faldt Broadcoms aktie med 11,1 pct. til et minus på mere end 30 pct. siden nytår.

Broadcom klar til milliardfrasalg

EU beordrer chipproducent til at sætte eksklusivaftaler i bero 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også