Chipkæmpe ser stadig ikke en vending i markedet

Koncernen fastholdt sine forventninger, og som resultat falder aktien i fredagens marked med 2,3 pct.
Foto: Mike Blake/REUTERS / X00030
Foto: Mike Blake/REUTERS / X00030
AF RITZAU FINANS

Den amerikanske chipproducent Broadcom offentliggjorde torsdag aften sit regnskab for tredje kvartal. De realiserede tal var helt som ventet, men da koncernen fastholdt sine forventninger, så falder aktien i fredagens marked med 2,3 pct.

Omsætningen for hele regnskabsåret ses stadig lande på 22,50 mia. dollar, og det er en smule under de 22,62 mia. dollar, som analytikerne ifølge Bloomberg News regner med. Prognosen er en fastholdelse af den nedjustering fra 24,50 mia. dollar, som Broadcom leverede sammen med sit regnskab for andet kvartal tilbage i juni.

Analytikerne havde dog håbet på, at en bedring i markedet kunne have løftet guidance. Den vending ser Broadcom dog ikke endnu. Koncernen noterer sig dog, at "efterspørgslen har ramt bunden", men den er ikke begyndt at øge endnu.

Hos finanshuset Jefferies ser man imidlertid meldingen som et positivt element.

"Vi ser dette som værende på linje med vores optimistiske syn, at der gøres klar til en cyklus med lagergenopbygning," skriver analytiker Mark Lipacis i en kommentar, ifølge Bloomberg News.

Broadcom fik i tredje kvartal en omsætning på 5,52 mia. dollar mod netop ventede 5,52 mia. dollar, mens det justerede overskud landede på 5,16 dollar per aktie mod konsensus på 5,13 dollar, ifølge Bloomberg News.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 2,28 mia. dollar mod ventede XYZ 2,27 dollar, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, landede på 3,06 mia. dollar. Her havde Wall Street ventet 3,27 mia. dollar.

Selv om der overvejende er grønne farver ud for halvlederselskaberne i S&P 500, så trækkes sektoren som helhed i minus med 0,5 pct. af netop Broadcom og af fald på 1,0 pct. til både Intel og Nvidia.

Broadcom køber Symantecs erhvervsforretning

Broadcom nærmer sig 15 mia. dollar-køb af Symantec

Tysk chipkæmpe rejser 1,5 mia euro i frisk kapital med 5 pct rabat

Dobbelt straf til Broadcom 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også