Aktionærforening langer ud efter Nets efter chef-exit
Freddy Haraldsen, der har titlen Group Executive Vice President i Nets, har forladt selskabet. Det fremgår af et interview med den ligeså afgående kommunikationsdirektør i Nets, Karsten Anker Pedersen, som Børsen bringer i dag.
Her siger Karsten Anker Pedersen:
"Jeg ved ikke præcist, hvor mange der er stoppet, men en håndfuld lyder ikke helt forkert," siger Karsten Anker Pedersen til avisen.
Men at Niels Mengel, formand for Dank Aktionærforening, skal læse den slags i Børsen og ikke i en officiel meddelelse fra Nets, kritiserer Niels Mengel overfor ITWatch.
"Det bryder jeg mig bestemt ikke om. Det at skulle læse det i en sidebemærkning i et interview med en pressechef er kritisabelt," siger han.
Han siger, at chefexitten af Haraldsen, der vurderes til at have tjent mindst 100 mio. kr. på børsnoteringen af Nets, bekræfter Niels Mengel i, at aktieprogrammet i Nets er gået for langt.
"Det virker for mig som om, man har fokuseret mere på den kortvarige gevinst end at udvikle selskabet på den lange bane. At han går ud nu, er et kedeligt signal. Og vi mener, at man bør melde den slags information ud til markedet."
Hos Nets afviser Karsten Anker Pedersen kritikken.
"Vi er meget bevidste om at følge børsreglerne og orienterer derfor markedet, hvis der sker udskiftninger på forretningskritiske ledelsesposter. I det konkrete tilfælde er der tale om en leder af en stabsfunktion med 10-12 ansatte og uden egentligt forretningsansvar, der beslutter at stoppe. Det kalder selvsagt ikke på en børsmeddelelse," skriver han i en kommentar.
Relaterede artikler:
Nets kommunikationschef stopper
For abonnenter
Nets lancerer sit digitale dankort
For abonnenter