Fransk fintech-selskab halveret i markedsværdi efter lavere prognose

Omsætningsvæksten hos franske Worldline bliver mindre i år end ventet. Desuden varsler selskabet besparelser i milliardklassen.
Foto: Pr/worldline
Foto: Pr/worldline
Af Marketwire

Det franske fintech- og betalingsselskab Worldline er blevet mere end halveret i markedsværdi onsdag, efter at selskabet har sænket sine vækstforventninger for året.

Aktien er noteret på Euronext-børsen i Paris og er i skrivende stund dykket med 58 pct. siden markedets åbning onsdag morgen. Det er et rekordstort fald for selskabet og svarer til 3,7 mia. euro i tabt markedsværdi. Det skriver Bloomberg.

Worldline forudser nu en organisk omsætningsvækst på 6,7 pct., som er lavere end den tidligere forventning på 8-10 pct.

Derudover varsler Worldline besparelser for 200 mio. euro, svarende til ca. 1,5 mia. kr., med fuld effekt fra 2025 ifølge Børsen.

Det er endnu et varsel til markedet om situationen for fintech-aktierne, der havde gyldne dage under coronapandemien, hvor alle levede store dele af deres liv digitalt. Men efter pandemien er det gået ned ad bakke, og Worldline er blot det seneste selskab til at opleve konsekvenserne, skriver Bloomberg.

Vækstaktierne kan stadig være eftertragtede på den lange bane, men investorerne er blevet mere kræsne frem for at lade tvivlen komme dem til gode, som de gjorde i perioden med nulrenter, siger Janet Mui, der er chef for markedsanalyser hos RBC Brewin Dolphin, ifølge Bloomberg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også