Kryptobørs flyttede milliarder til stifters virksomhed
![Binance har overført stor sum til konto tilhørende selskabets stifter, Changpeng Zhao. | Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/15075274/72ch4v/ALTERNATES/schema-16_9/20230216-203238-7-5784x3247ma.jpg)
I slutningen af 2020 flyttede verdens største kryptobørs, Binance, 400 mio. dollar fra en konto tilhørende Binance US til en konto tilhørende selskabet Merit Peak, som Binance-stifter Changpeng Zhao står i spidsen for.
Det kan Reuters afsløre på baggrund af en intern korrespondance samt kontoudskrifter, skriver Børsen.
Kontoen hos Binance US var ifølge Binance selv uafhængig fra resten af koncernen, og ifølge Reuters viser en intern korrespondance, at ansatte Binance US har stillet kritiske spørgsmål til den store overførsel uden at få svar.
Ifølge Reuters er det uklart, om der er tale om kundemidler.
Binance-stifteren spillede netop en hovedrolle i sagen om det store kollaps i den konkurrerende kryptobørs FTX, der krakkede i november sidste år efter det kom frem, at selskabet havde haft en lemfældig omgang med kundernes midler.
Det var således Changpeng Zhao, der for alvor satte fart i brandudsalget af FTX’s tilhørende kryptomønt FTT, da Changpeng Zhao gik på Twitter og meddelte, at Binance ville afhænde sin beholdning af FTT, få dage efter at kryptomediet Coindesk såede tvivl om, hvorvidt FTX overhovedet havde de reserver, som selskabet påstod at have.
FTX kom i så store vanskeligheder, at selskabet havde brug for en redning. Kransen kastede selvsamme Changpeng Zhao, der meldte Binance klar til at købe FTX. Allerede dagen efter trak Binance sig fra aftalen. Efter at have lavet due diligence på FTX, og efter flere historier om FTX omgang med kundemidler, var Binance alligevel ikke interesserede.
(Denne historie er leveret af vores søstermedie FinansWatch)