Bahamas' politi efterforsker stort kryptokollaps

Efter at kryptoinvestorer i stort omfang trak penge ud af kryptobørsen FTX’ platform, kollapsede den fredag.
FTX-grundlægger Sam Bankman-Fried. | Foto: SAUL LOEB/AFP / AFP
FTX-grundlægger Sam Bankman-Fried. | Foto: SAUL LOEB/AFP / AFP
af ritzau/reuters

Politiet i Bahamas undersøger, om der er foregået noget kriminelt i forbindelse med kryptobørsen FTX’ kollaps.

Det oplyser politiet selv i en meddelelse søndag.

”I lyset af FTX’ kollaps globalt og den midlertidige afvikling af FTX Digital Markets Ltd. arbejder et hold af finansielle efterforskere fra politiets finansøkonomiske enhed tæt sammen med Bahamas’ kommission for værdipapirer om at undersøge, om det er sket noget kriminelt,” skriver politiet.

FTX har hovedkvarter i Bahamas.

Fredag søgte FTX om konkursbeskyttelse i USA. Desuden fratrådte virksomhedens administrerende direktør og grundlægger, Sam Bankman-Fried, sin stilling.

Kollapset er et af de mest bemærkelsesværdige i sektoren hidtil.

I løbet af 72 timer trak investorer intet mindre end cirka 43 mia. kr. ud af platformen.

Derudover trak den rivaliserende kryptobørs Binance sig fra en foreslået redningsaftale.

Kollapset har været et chok for investorer. Det har også på ny ført til opfordringer om regulering af kryptosektoren, hvor mange har lidt store tab i år på grund af faldende priser.

Den største kryptovaluta - Bitcoin - er på det seneste faldet markant. Onsdag faldt den til den laveste kurs, den har haft i to år. Søndag var den steget en smule, men var stadig langt under tidligere tiders højder.

FTX er ikke vendt tilbage på Reuters’ henvendelse om en kommentar søndag.

Den nyligt udpegede administrerende direktør for FTX, John J. Ray III, sagde lørdag, at selskabet arbejder sammen med politi og myndigheder om at gøre noget ved problemerne.

Målet er at gøre ”alt, hvad man kan, for at sikre alle værdier, hvor de end befinder sig”, lød det fra John J. Ray III. Han er blevet indsat som direktør efter kollapset og er ekspert i omstrukturering af selskaber.

Ifølge anonyme kilder, som Reuters har været i kontakt med, er der under uroen på FTX forsvundet kundeværdier for mindst 7,2 mia. kr. Det sagde de fredag.

Kilderne oplyser videre, at FTX-grundlæggeren, Sam Bankman-Fried, havde overført for omkring 72 mia. kr. af kunders midler til sit selskab Alameda Research, som leverer finansielle ydelser.

Binance-topchef frygter finanskrisescenarie efter FTX-kollaps

Milliarder udstrømmet af FTX efter ansøgning om konkursbeskyttelse

Kryptobørs kommer under konkurs-beskyttelse i USA

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også