
De danske datacentraler vil have stor gavn af et tættere samarbejde, mener BEC's nye topchef, Jesper Nielsen. Det skriver Børsen.
Et skridt i den retning blev taget allerede for to uger siden, da BEC Financial Technologies offentliggjorde en aftale med it-selskabet SAS Institute om en platform til håndtering af hvidvask og terror.
"Det betyder, at vi kan gøre mange flere ting sammen i den finansielle sektor, og det vil vi gerne. Vi har lavet det, sådan at det er muligt med bredere samarbejde end kun BEC-bankerne, og hvis der er nogen, der har en interesse i at være med, så er de velkomne," siger Jesper Nielsen til Børsen, hvor han tilføjer, at hvidvask, terrorisme og anden kriminalitet er et område, hvor finanssektoren bør arbejde sammen - ikke konkurrere.