Analytiker: Fokus på kundeaktivitet og sydafrikansk entré hos Simcorp

Covid-19 har skabt usikkerhed om markedet hos Simcorp, der har droppet forventningerne til året. Analytiker har kig på kundeaktiviteten og selskabets entré på det sydafrikanske marked i kommende regnskab.
Foto: Simcorp/PR
Foto: Simcorp/PR
AF RITZAU FINANS

Der vil være fokus på udmeldinger om kundeaktiviteten, når softwarekoncernen Simcorp tirsdag offentliggør regnskab for årets første tre måneder.

Det fortæller André Thormann, der er analytiker hos finanshuset ABG Sundal Collier, hvor han følger softwareselskabet tæt.

Som så mange andre selskaber har koncernen måtte trække forventningerne til 2020 tilbage som en konsekvens af markedsusikkerhed udløst af coronapandemien.

For Simcorp ventes den nuværende usikkerhed at ramme aktivitetsniveauet blandt selskabets kunder, der antages at have sat store investeringer til nye it-systemer i bero.

"Bekymringen i indeværende år er fortsat, at beslutningstagen blandt selskabets kunder er på et lavt niveau på nuværende tidspunkt. Min fornemmelse er, at aktiviteten er sat rimelig meget i bero. Det har den i hvert fald været her midt i stormen af corona."

"Vi har hørt fra flere af Simcorps konkurrenter, at problemet er, at der ikke er mange, som på nuværende tidspunkt går ud og investerer i kæmpe it-systemer. Det er svært at sige, hvor meget vi reelt taler om, men der kommer til at være nogle forskydninger i markedet, som også Simcorp bliver ramt af," vurderer André Thormann.

På nyhedsfronten har kvartalet ikke budt på meget. Simcorp har sat navn på en ny kunde, der blev annonceret i regnskabet for fjerde kvartal.

"Kunden bliver faktisk heller ikke indregnet før andet kvartal, så det har ikke rigtig nogen effekt ud over på ordrebogen," siger ABG's analytiker.

Går ind på nyt marked

I sidste uge meddelte Simcorp, at selskabet går ind på det sydafrikanske marked, og André Thormann kalder timingen "lidt overraskende".

"Selv om det er et stort land, er der ikke så mange store kapitalforvaltere, som er Simcorps potentielle kunder. Men man kan spekulere lidt i, hvorfor selskabet åbner kontor i det marked netop nu."

"Det er ikke det åbenlyse tidspunkt for et selskab at starte op i et nyt land, så måske - og det er ren spekulation - kan det være et tegn på, at de ser nogle kunder, som er meget potentielle," siger André Thormann.

Simcorp plejer at definere et markeds potentiale i antallet af potentielle kunder. André Thormann vurderer, at det sydafrikanske marked nok holder under 10 potentielle kunder for Simcorp.

"Men jeg tror som sagt, at de går ind på det marked, først og fremmest fordi det er en lille investering for selskabet, og fordi de måske har en speciel kunde dernede, som de er ved at få på krogen," forklarer han.

Finanshus sænker Simcorp-anbefaling til "hold" fra "køb" 

Dansk lommepenge-app bryder med bank og blæser til angreb mod branchen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også