Børsnoteret fintech-selskab vil ændre kurs efter milliontab – men afviser at give konkrete meldinger

Investorerne blev lovet et overskud, men i stedet er underskuddet blot vokset til et stort millionminus. Nu vil NPInvestor med Erik Damgaard i ejerkredsen finde nye indtægtskilder, men direktør afviser at forklare, hvad der konkret ligger i det.
Erik Damgaard er bestyrelsesmedlem og aktionær i NPInvestor. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Erik Damgaard er bestyrelsesmedlem og aktionær i NPInvestor. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

Det er uklart, hvordan det børsnoterede fintech-selskab NPInvestor vil vende den negative spiral, der tærer på egenkapitalen og har ført til underskud i millionklassen.

Adm. direktør Jan F. Andersen fortæller til ITWatch, at selskabet skal på jagt efter nye indtægtskilder. Men han vil ikke ud med, hvad det mere konkret indebærer for selskabet, der senest har tabt 8,7 mio. kr. i 2019.

"Vilkårene er, som de er. Det er der ikke noget nyt i. Og ja, hvis du sætter dig og laver en regnskabsanalyse, så er det hårde odds. Sådan er det. Men det er de vilkår, vi har, hvis vi skal bygge en forretning op. Det kommer til at koste penge, og vi kan ikke engang give noget konkret bud på, om det tager 3 eller 5 år," siger han til ITWatch.

Underskuddet står i kontrast til de forventninger, som ledelsen stillede potentielle aktionærer i udsigt, da NPInvestor blev noteret på den såkaldte minibørs Nasdaq First North i 2018. Dengang var målet et overskud på 185.000 kr. i 2019. 

NPInvestor står bag en handelsplatform ved navn Straticator, der er udviklet af Erik Damgaard, som også er i bestyrelsen og ejerkredsen.

Selskabet har haft en plan om at tjene penge på at tage kurtage og gebyr på kundernes gevinster. Kernen har været det såkaldte copy trading-princip, hvor kunderne kan følge og kopiere en anden investors – de såkaldte copy trading masters – investeringer frem for at gå til en formueforvalter eller i banken. Hvis det gik godt, skulle NPInvestor også have en del af gevinsten. Men modellen skal justeres, fordi det ikke har været muligt at gøre den rentabel.

Jan F. Andersen understreger, at man fortsat vil tage afsæt i copy trading, men forretningen har ikke artet sig, som ledelsen havde regnet med.

"Hvis indtjeningen pr. dollar eller pr. handel falder, så skal man have mere og mere igennem. Og det tyder på, at det bliver et ræs til bunden. Vi ser en tendens til, at det bliver gratis at investere. Det har stor betydning og koster flere penge, end vi synes, det er det rigtige at bruge," påpeger Jan F. Andersen.

"Så vi har reageret på det og besluttet at lave nogle ting om."

Han understreger, at selskabet har fået kunder i butikken, der har deponeret deres penge og fået fine afkast.

"Så udfordringen består bare i, at det koster at bygge denne forretning op – og det tager tid. Og det er klart, at for enhver, som sidder i vores sko og prøver at finde sig en plads i markedet, så er det bare krævende, og der er ingen garantier for, at det lykkes."

Nye indtjeningskilder

Som konsekvens af problemerne vil selskabet kigge på "andre kommercielle aktiviteter", som det fremgår af børsmeddelelsen om det seneste regnskab.

Jan F. Andersen vil ikke fortælle, hvad der mere konkret ligger i det.

"Det kan jeg ikke komme ind på lige nu. Vi har nogle spændende ting undervejs," siger han.

Men tror du ikke, der er nogle aktionærer, der gerne vil have svar på, hvad der skal ske?

"Helt bestemt. Der har vi sendt de ting ud, vi kunne. Senere kommer vi med en model til flere indtjeningskilder. Det er vi i fuld gang med."

Når I ikke melder noget konkret ud, kan man få det indtryk, at I er ved grundlæggende at ændre forretningsmodel. Kan du afvise, at det er, fordi forretningsmodellen ikke har virket, og at I nu vil prøve noget andet?

"Forretningsmodellen virkede, men udfordringen er, hvordan man skalerer den. Altså hvordan man kommercialiserer forretningsmodellen. Og der kan du sige, at har du penge nok, kan du køre løs i mange år, som masser af virksomheder gør."

Men hvis I ikke kan kommercialisere forretningsmodellen, så virker den vel heller ikke?

"Jo, det er et spørgsmål om, hvor tålmodig du er, og hvor dybe lommer du har."

Nedjusteret flere gange

Siden børsnoteringen har NPInvestor nedjusteret forventningerne til 2019 flere gange. Først ændrede man målet om et overskud til et forventet minus på 3-4 mio. kr. Det blev siden sat længere ned til en forventning om et negativt resultat i intervallet 6-7 mio. kr., men i december lød forventningen nu på et underskud på mellem 8,6-8,8 mio. kr.

Hvorfor skal aktionærerne tro på jer denne gang, når I har nedjusteret så meget?

"Det kan jeg heller ikke bestemme. Jeg kan lægge det frem, som vi selv tror på, er det rigtige. Og markedet reagerer på det, og det er klart, at markedet også har vist, at investorerne ikke har været tilfredse, og så falder aktiekursen," siger Jan F. Andersen og fortsætter:

"Man kan til hver en tid blive stillet til ansvar for, at vi forventede, at der ville være den og den udvikling på det tidspunkt, men tingene har undervejs forandret sig, og vi kan se, at der er nogle ting, som ikke har virket efter, hvad vi arbejdede på. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, men vi justerer."

Jan F. Andersen understreger, at man bør have det lange lys på, hvis man kaster penge i NPInvestor.

"Det er en langsigtet investering, der er stor risiko, og det har der været hele tiden for at lancere et nyt koncept, som ikke var udbredt herhjemme, da vi startede. Der er sådan set ikke noget nyt i det, og ja, tro mig, er der nogle, der gerne vil gøre det hurtigere, end vi har gjort indtil videre, så er det os."

Udover de store millionunderskud er egenkapitalen i NPInvestor også skrumpet fra 10,8 mio. kr. til 6,6 mio. kr. i 2019, og selskabet gennemførte en kapitalforhøjelse sidste år, hvor både eksisterende og nye aktionærer skød penge i selskabet.

Hvor længe kan I blive ved med at løbe med underskud?

"Det kan jeg ikke sige, men jeg kan love dig for, at vi er i arbejdstøjet og forhåbentlig kan offentliggøre de nye tiltag og videreudviklingen af vores forretning."

"Lige nu ser vi ingen fare, men det er klart, at det ikke er noget, der holder for evigt, hvis vi ikke leverer. Det er vi klar over. Vi havde meget gerne set, at vi havde haft mere succes med nogle af de tiltag, vi har lavet. Men vi er bestemt ikke i mål, og det har vi også hele tiden kommunikeret. Det kan tage lang tid, før man når i mål med nogle forholdsvis nye ting, som man forsøger at tilbyde markedet."

Skal I lave nye kapitalforhøjelser?

"Det ligger der ingen planer om lige nu. Vi opererer så godt, vi kan ud fra de omstændigheder, vi har."

Tidligere har selskabet guidet for de forskellige regnskabsår. Men nu vil Jan F. Andersen ikke sige, hvornår han regner med at være i plus.

"Der er ikke nogen guidance lige nu."

Hvorfor?

"Det kører vi ikke med lige nu. Lige nu handler det om, at vi får videreudviklet forretningen. Så må vi komme ud på et senere tidspunkt, når vi får noget traction," siger Jan F. Andersen og fremhæver, at NPInvestor ikke er noteret på hovedbørsen – main market – men i stedet er at finde på minibørsen First North.

"Der er forskel på at være børsnoteret på main market og at være på en mikrobørs, hvor vi er et selskab, som er forholdsvist nyt."

Millioner til personale

NPInvestor fremlægger ikke sin omsætning, men selskabet havde samlede indtægter på omkring 680.000 kr. i 2019. Heraf var 141.000 rente- og gebyrindtægter, mens de resterende 529.000 var kategoriseret som andre driftsindtægter.

Udgifterne til posten personale og administration var 9,1 mio. kr. og steg med 1,9 mio. kr. sammenlignet med 2018. I en periode, hvor selskabet er gået fra 5 til 4 ansatte.

Jan F. Andersen understreger, at der undervejs i 2019 har været flere end 4 ansatte, som blot udtrykker gennemsnittet. Det har tæret på lønkronerne.

"Personale er mere end en tredjedel af den samme omkostningspulje," påpeger han.

Samtidig var selskabet ikke fuldt etableret i 2018.

"Vi startede først forretningen i 2018, så vi har haft en meget kort driftsperiode reelt set. I 2019 har du et fuldt år med fulde omkostninger på at drive en forretning."

I var flere medarbejdere i '18 end i '19. Når I er så pressede, hvorfor har I så så høje personaleudgifter?

"Det er blandt andet, fordi der har været flere ansatte i den periode. Vi har også haft udskiftninger på nogle poster alt afhængig af, hvad der lige har været prioriteret. Men fra ultimo '19 har vi taget nogle skridt, som betyder, at de samlede personaleomkostninger er lavere i en periode."

Er der nogle, der er gået ned i løn, eller har I fyret nogle folk?

"Det kan jeg ikke udtale mig om – det er for detaljeret. Men vi har ikke haft nogle ekstravagante lønninger."

Tillid til First North

NPInvestor er som nævnt noteret på minibørsen Nasdaq First North, der er skabt for at gøre det lettere for iværksætterselskaber at skaffe kapital. Der har tidligere været rejst kritik af, at mange selskabers aktiekurs er dalet markant, efter de er blevet noteret.

For NPInvestor er kursen dykket fra 12 kr. per aktie lige efter børsnoteringen til nu at være nede i 0,8 kr.

Hvad tror du jeres problemer gør ved tilliden til First North?

"Det gør vel ikke noget. Det er fantastisk, at der er den mulighed, og den burde blive brugt væsentligt mere. Typisk er de folk, der udtaler sig, alt for negative. Jeg giver ikke meget for det. Vi er modne til at gå på First North, men det er risikovillig kapital. Det er vigtigt, at man har det for øje, for ja, selvfølgelig er der ingen garanti for, at det går. Når virksomheder går på der, så er det med et ønske om at vækste en forretning," siger Jan F. Andersen.

Samlet understreger han, at han fortsat tror på, at NPInvestor kommer til at være en rentabel forretning.

"Vi følger vores plan, og vi gør en masse rigtige ting, og vi har fuld tiltro til, at det, vi laver, har potentiale til at blive en rigtig god forretning, der tjener penge. Jeg tror også, at vi kan finde vores niche, men det har vi ikke gjort endnu. Det kan man vurdere, om er acceptabelt eller ej – og synes man ikke det, lader man være med at købe aktien."

Erik Damgaard-selskab taber flere millioner og øger sit underskud 

Erik Damgaard-selskab straffes for nedjustering - aktien falder 24 pct. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også