Simcorp-direktør: 2019 var vores hidtil bedste år

Klaus Holse er tilfreds med 2019, hvor omsætningen gik frem med 19 pct., og Simcorp samtidig landede et plus på en mia. kr. på bundlinjen.
Klaus Holse er tilfreds med Simcorps 2019. | Foto: PR/Zenegy
Klaus Holse er tilfreds med Simcorps 2019. | Foto: PR/Zenegy
Af Ritzau/Finans

2019 har på mange måder været et forrygende år for softwareselskabet Simcorp, der realiserede en omsætningsvækst på 16,9 pct. i lokal valuta og en overskudsgrad på 28,1 pct. for året.

Klaus Holse, der er administrerende direktør i Simcorp, fremhæver i forbindelse med årsregnskabet, der er offentliggjort onsdag morgen, at året bød på 16 nye kunder.

"Vi ser tilbage på et godt år, hvor vi øger omsætningen 19 pct. fra året før, og det er et år, hvor vi kommer ud med tæt på 1 mia. kr. i overskud, så det er et år, vi godt kan være tilfredse med.

"På kundesiden fik vi 16 nye kunder ind. 12 af dem er på vores hovedprodukt Dimension, og kunderne er vældig fint spredt ud over verden," siger Klaus Holse.

For året landede Simcorps omsætning på 454,5 mio. euro mod 382,6 mio. euro i 2018. Analytikerne havde ventet en omsætning på 453,5 mio. euro.

Driftsresultatet, EBIT, lød for året på 127,8 mio. euro mod 103,3 mio. euro i 2018, men mod en analytikerforventning på 129,3 mio. euro.

Integrationen går fint

I juni erhvervede Simcorp selskabet AIM Software - en tidligere samarbejdspartner og leverandør af data-managementløsninger - og integrationen af selskabet går fortsat som planlagt, fortæller direktøren.

"Vi skal stadig have det helt integreret, men vi er rigtig tilfredse med det, og alt i alt er 2019 vores bedste år i Simcorp indtil videre," siger Klaus Holse.

Han fortæller, at integrationen af Simcorp Gain dog går lidt langsommere end ventet.

"Vi har skullet kigge på flere ting, end vi lige havde regnet med, så det har taget en smule længere tid at få det løbet i gang, men det går fint, og vi har fået nye kunder på produktet."

"Vi begynder også lige så stille og roligt at tale med kunder på produktet, så det virker rigtig fornuftigt, og interessen blandt både eksisterende og nye kunder for at have data-managementdelen som en del af den samlede pakke er rigtig stor, så det skal nok holde," siger Klaus Holse og uddyber:

"Der sker ofte det, at når et større selskab køber et produkt, så stiger forventningerne til, hvad man kan - også på den korte bane. Så nogle af de eksisterende kunder har høje forventninger til os, og måske også forventninger, som de ikke helt havde til det setup, de var i før, men det er helt okay, og det skal vi fikse."

På bundlinjen kunne Simcorp for 2019 notere sig et overskud på 96,9 mio. euro. Analytikerne havde ventet et nettoresultat på 98,1 mio. euro for året.

Kunder har skubbet ordrer

Zoomer man ind på fjerde kvartal af året, sluttede omsætningen på 127,8 mio. euro mod 129,1 mio. euro i samme kvartal sidste år. Til sammenligning havde analytikerne ventet en omsætning på 127,2 mio. euro ifølge et medianestimat indsamlet af Simcorp.

Simcorp-chefen fortæller, at kvartalet langt hen ad vejen flugtede med selskabets egne forventninger, men at mersalget til eksisterende kunder gik en smule langsommere, end Simcorp traditionelt set har observeret i fjerde kvartal.

"Vi havde nogle kunder, som vi regnede med, ville købe noget i fjerde kvartal, og som har skubbet deres køb ind i 2020, så det var en lille smule langsommere i fjerde kvartal, end vi har set i de andre år, men til gengæld balancerede vi det med, at der kom nye kunder ind," forklarer han.

I fjerde kvartal 2019 gav bundlinjen et overskud efter skat på 24,3 mio. euro. Analytikerne havde ventet et nettoresultat for perioden på 24,6 mio. euro.

Simcorp tjener lidt mindre end forventet

Finanshus hæver Simcorp-kursmål 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også