Simcorp kommer med regnskab onsdag: Fokus er på mersalg til eksisterende kunder

Aktieanalytiker holder fokus på to områder, når Simcorp onsdag fremlægger regnskab for fjerde kvartal.
Foto: Simcorp/PR
Foto: Simcorp/PR
Af Ritzau/Finans

Der vil være fokus på antallet af nye ordrer og mersalg til eksisterende kunder samt opsagte kontrakter, når softwareproducenten Simcorp onsdag med fremlæggelsen af regnskabet for fjerde kvartal sætter punktum for regnskabsåret 2019.

Det er i hvert fald særligt de områder, som André Thormann, der er analytiker hos finanshuset ABG Sundal Collier, og som følger Simcorp tæt, vil holde øje med, når regnskabet for månederne oktober, november og december offentliggøres.

"Det er altid interessant at se, hvor mange ordrer Simcorp har landet i et kvartal. De fremlagde fem ordrer for fjerde kvartal den 30. december, så jeg er lidt spændt på at se, hvor mange uannoncerede ordrer, der annonceres, og hvor godt selskabet har været til mersalg til eksisterende kunder," siger André Thormann.

I 2018 kunne Simcorp notere sig seks opsagte kunder på selskabets primære produkt, Simcorp Dimension. For året var der samlet set tale om 13 opsagte kunder fordelt på de tre produkter: Dimension, Coric og Sofia.

Det er kun i årsrapporten, at selskabet offentliggør antallet af opsagte kunder.

"Sidste år var det tal faktisk rimeligt højt, så i forbindelse med det bliver det spændende at se, hvordan det går kapitalforvalterne, og hvor mange konsolideringer der har været i branchen."

"Det virker ikke til, at konsolideringen er sløvet i løbet af fjerde kvartal - faktisk virker det til, at konsolideringen er gået stærkere," siger André Thormann.

Han påpeger, at konsolideringer blandt kapitalforvalterne både kan falde ud til Simcorps fordel, hvis selskabets platform bliver valgt som den foretrukne arbejdsplatform, men at det selvfølgelig også kan betyde, at Simcorp må notere sig en opsagt kunde, hvis et andet system foretrækkes.

Konkurrencen bliver ikke mindre

Trods en konsolideringsbølge blandt kapitalforvaltere i 2019, som betød mere tilbageholdenhed med køb af produkter inden for dette segment, berettede Simcorps administrerende direktør, Klaus Holse, i løbet af året, at selskabet så en tendens mod, at kapitalejerne i højere grad selv ville forvalte aktiverne, og det åbnede nye muligheder for det danske selskab.

I 2019 steg Simcorp-aktien med omkring 70 pct., men det er svært at spå om, hvad aktionærerne skal forvente sig af aktiekursen i 2020.

"Jeg har "salg" på aktien. Jeg havde "hold" før, men aktien er bare suset op. Simcorp er et rigtig godt selskab, som tjener mange penge, men når det er sagt, så er det også til en høj pris, og der begynder at være mere konkurrence i det her segment, hvilket gør, at det nok ikke bliver lettere for Simcorp fremadrettet at få kunder i USA, som er det største mulige vækstområde for selskabet."

"Vi ved, at Blackrock og State Street (Simcorps to største konkurrenter, red.) har mere fokus end nogensinde på det her segment, og overordnet set er Blackrocks omsætning stagnerende til faldende i alle andre omsætningsområder end i teknologisegmentet, hvor deres system Aladdin udgør størstedelen," forklarer André Thormann og peger på, at både Blackrock og State Street også er amerikanske selskaber med hjemmebanefordele.

Dog taler det til Simcorps fordel, at selskabets portefølje allerede tæller amerikanske kunder, og at det derigennem har fået mere kendskab til det amerikanske marked.

"Det har været langsommere for Simcorp at penetrere USA end andre markeder, så det har været lidt udfordrende for Simcorp," siger André Thormann og tilføjer, at selskabet i hans øjne allerede gør, hvad der skal til for at øge dets muligheder på det amerikanske marked - at blive ved med at forbedre produktet.

Har præsenteret opdateret strategi

I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal 2019 præsenterede Simcorp en opdateret strategiplan. Et af fokuspunkterne er at udvikle og sælge integrerede og komplette løsninger til kunderne og ikke blot teknologi og værktøjer - det går i strategien under det punkt, selskabet selv kalder for "everything as a service".

Ifølge André Thormann taler denne del af strategien godt ind i det miljø, som Simcorp i øjeblikket opererer i, og hvor selskabet formentlig som en konsekvens heraf også vil have et stort fokus på mersalg til eksisterende kunder.

"Der er mange kunder, som ikke har den fulde portefølje, som de ifølge Simcorps egen vurdering burde eller kunne have, så det er, som jeg ser det, et fokusskift i den strategiændring, som kan være interessant at følge fremadrettet," siger André Thomann.

Finanshus øjner risiko for markant kursfald for Simcorp-aktien

Finanshus hæver Simcorp-kursmål 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også