Simcorp kommer med regnskab fredag: Fremtidigt potentiale kan komme under pres

Skærpet konkurrence vil på sigt kunne presse Simcorp, lyder vurderingen fra Handelsbanken forud for softwareselskabs regnskab for tredje kvartal, der bliver præsenteret fredag.
Foto: Simcorp/PR
Foto: Simcorp/PR
Af Ritzau/Finans

Flere risici lurer i horisonten for det danske softwareselskab Simcorp.

Det vurderer Handelsbanken i en analyse af selskabet, forud for at Simcorp fredag morgen offentliggør regnskab for tredje kvartal af 2019.

Blandt andet øget konkurrence som en konsekvens af nye spillere i markedet vil på sigt kunne presse softwarekoncernen, lyder vurderingen.

"På trods af at vi venter et rekordstærkt tredje kvartalsregnskab målt på udviklingen i top- og bundlinjen, er vi dog ikke lige så optimistiske, hvad angår Simcorps fremtidige potentiale. Således kan vi på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at Simcorp i løbet af de kommende 12 måneder rapporterer en række svagere end ventet kvartalsregnskaber."

"Det skyldes blandt andet vores forventninger om en mere balanceret fordeling af markedets samlede ordreindgang som følge af øget konkurrence fra en række nye spillere i markedet. Den øgede konkurrence - i særdeleshed fra en række asiatiske selskaber - resulterer i vores mere pessimistiske forventninger til de langsigtede vækstmuligheder," forklarer Handelsbankens analyseafdeling.

Sæsonbestemte cyklusudsving

Handelsbanken, der har en salgsanbefaling af aktien og et kursmål på 555 kr., fremhæver ligeledes i sit notat, at de faktorer, som tidligere har bekymret investorerne, kan gentage sig og eskalere i den kommende tid.

"Således venter vi en yderligere konsolidering blandt Simcorps slutkunder, mens de mere usikre konjunkturstigninger med overvejende sandsynlighed vil resultere i, at kunderne vil være afholdende i forhold til at foretage større investeringer," skriver Handelsbanken.

På samme tid påpeger banken, at der efter dens vurdering er en relativ stor sandsynlighed for, at "historiske sæsonbestemte cyklusudsving" indtræder i 2020.

Det ser dog ikke ud til, at Simcorps regnskab for juli, august og september kommer til at overraske betydeligt, da markedet formentlig allerede har inddiskonteret den store asiatiske ordre, som Simcorp vandt i tredje kvartal, i prisfastsættelsen af aktien.

Analytikerne venter, at softwareselskabet for perioden vil lande en omsætning på 109,3 mio. euro og et driftsresultat (EBIT) på 28,6 mio. euro. Det viser estimater, som Simcorp har indsamlet forud for regnskabet.

Til sammenligning kunne Simcorp i tredje kvartal af 2018 fremvise en omsætning på 80,7 mio. euro og et driftsresultat på 15,1 mio. euro.

Når det kommer til bundlinjen, venter analytikerne, at resultatet løfter sig fra 11,8 mio. euro til 21,5 mio. euro.

"Vi synes om Simcorps solide forretningsgrundlag. På trods af dette vurderer vi, at der er for stor risiko forbundet med aktien, eftersom den store kursstigning på omkring 50 pct. i år har resulteret i, at prisfastsættelsen af aktien er for anstrengt," skriver Handelsbanken.

Simcorp går i luften med ny cloud-løsning

Simcorp-chef: Vi kæmper konstant for at holde os attraktive 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også