Nyt aktieprogram kan sende milliarder til Nets-chefer

Milliarder kan ende i Nets-chefers lommer gennem aktieprogram, skriver Børsen. Meget lukrativt, mener ekspert.
Foto: /ritzau/Jens Dresling
Foto: /ritzau/Jens Dresling
AF RITZAU

Omkring 60 til 70 chefer hos betalingskoncernen Nets kan med et nyt incitamentsprogram håbe på en gevinst på i alt 7 mia. kr. om fire år.

Det skriver Børsen, som har kortlagt et aktieprogram hos betalingskæmpen.

Avisen har blandt andet kendskab til en fortrolig præsentation til foreløbig 60 deltagere i programmet.

Herigennem står det klart, at medarbejderne i det mindst positive scenarie - som de har modtaget personlige beregninger på - kan stå til en gevinst på 3,7 mia. kr.

Og det bedst mulige scenarie, hvor Nets' driftsresultat øget med 50 pct., og gælden nedbringes markant, kan give en gevinst på 7 mia. kr. ved et salg om fire år.

Nets har ikke villet stille op til interview med Børsen.

Men Nets' bestyrelsesformand, Stefan Goetz, har givet et skriftligt svar til avisen.

"Som led i at sikre sammenfaldne interesser om Nets' langsigtede udvikling har vi i ejerkredsen besluttet at tilbyde en gruppe af udvalgte ledere og specialister muligheden for at medinvestere i Nets og altså både dele en risiko for tab og et potentielt afkast af vores investering med dem," skriver han ifølge Børsen.

Topchef Bo Nilsson kan på basis af ejerandele opført i selskabsregistrene stå til mellem 1,0 og 1,9 mia. kr. afhængigt af scenariet, skriver Børsen.

En typisk deltager i programmet har lagt mellem 400.000 og 600.000 kr. selv, skriver Børsen, og Bo Nilsson er kommet med cirka 200 mio. kr.

Det er penge, som kan tabes, hvis kapitalfondene taber penge på Nets.

Ikke desto mindre er der tale om et "meget lukrativt program," vurderer Ken L. Bechmann, professor ved CBS, til Børsen.

Nets står for en række opgaver i Danmark, som de fleste - hvis ikke alle - har stiftet bekendtskab.

Således styrer selskabet dankortet og betalingsservice. Derudover har Nets en aftale med den danske stat om at drive NemID.

Og sammen med PostNord ejer Nets e-Boks.

Omkring 2500 personer er ansat i Nets, som opererer i mange europæiske lande og leverer betalingsløsninger til over 240 banker ifølge selskabets hjemmeside.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også