Salgsklokken slår tonen an for NNITs store cloud-satsning

Salg er blevet en større og mere integreret del af hverdagen i Cloud & Digital Solutions-divisionen i NNIT, hvor man efter omstruktureringen i højere grad selv skal sørge for at få smør på brødet, fortæller Kasper Søndergaard Andersen, leder af divisionen, til ITWatch.
Foto: PR
Foto: PR
af NIKOLAJ HARDING

Noget af det første Kasper Søndergaard Andersen gjorde som leder af NNITs Cloud & Digital Solutions-division var, at gå ud og købe en klokke.

Indkøbet indvarslede den store omstrukturering, NNIT har været underlagt de seneste måneder, hvor virksomheden blev delt op i tre forretningsben. Et af de ben er netop Cloud & Digital Solutions, som han leder. Klokken skulle være det tydelig signal til de ansatte, når et af hans store indsatsområder var opfyldt nemlig at få sat gang i salget.

”Har vi solgt noget, så må vi ringe med klokken, og det er for at legemliggøre, at der er sket noget,” siger han.

Klokken blev hængt op foran hans kontor, og den nye udsmykning på NNIT-kontoret er en god indikator på, hvad omstruktureringen har betydet for hans del af NNIT.

For salg er blevet en langt større og mere integreret del af hverdagen.

”Hvor jeg før måske var mest en fabriksejer, som skulle sørge for, at der blev produceret nogle timer og noget kvalitet, så er jeg nu købmand,” siger han.

Ifølge Kasper Søndergaard Andersen betyder det, at man ikke længere kun rapporterer og følger, hvor mange penge der bliver tjent i en segmentdivision, altså i virksomhedens forretningsben alene, men nu også, hvor mange gange klokken foran hans kontor har ringet, når virksomheden har solgt sine ydelser.

”Nu siger vi: ”Nå, Kasper, kan du fortælle mig, hvor lønsom er du på dine Microsoft-ydelser?” I virkeligheden er det det, vi har gjort i en nøddeskal,” siger han.

Skal selv sørge for smør på brødet

Det er denne ændring, der har medført, at Kasper Søndergaard Andersen investerede i en klokke til kontoret.

”Jeg forsøger at vise dette skifte fysisk med klokken, fordi så går det op for folk: Hov, nu er det ikke bare utility, men også noget andet, det nu drejer sig om. Op og ringe med klokken,” siger han.

Hvor det vigtigste før i tiden var at have sine konsulenter så meget ude hos kunderne som muligt, så handler det ifølge Kasper Søndergaard Andersen nu i langt højere grad om at lave ”et stykke købmandsregning” og kigge på, hvilken opgave, der giver bedst mening ud fra den tid, det tager, og hvad man kan få ud af den økonomisk.

Og det er også i langt højere grad blevet hele divisionens eget ansvar at få klokken foran Kasper Søndergaard Andersens kontor til at ringe.

”Det ser lidt simpelt ud på papir, men det betyder, at vores konsulenter og vores ledere i langt højere grad selv skal sørge for at få smør på brødet og være ude hos kunderne og aktivere og generere leads,” siger han.

Har higet efter ansvaret

Kasper Søndergaard Andersen fortæller, at det har været et stort, men ønsket skifte.

”Store dele af min organisation har higet efter at få det her ansvar, efter at den i en årrække har været først og fremmest et kostcenter og meget fokuseret på effektivitet og utilization, som også er vigtigt. Men de har haft savnet ejerskabet for købmandsskab,” siger han.

Og ifølge Kasper Søndergaard Andersen er han og divisionen kommet godt ind i året, og klokken foran hans kontor har da også ringet et par gange.

”Al forandring er svær, men hvis det er noget, man selv har bedt om, så bør det alt andet lige være lettere. Og det synes jeg også, at vi har set, fordi folk gerne vil, og så kaster de sig over det her nye ansvarsområde med iver,” siger han og fortsætter.

”Det frigør også nogle endorfiner, og det giver noget energi til folk, fordi langt de fleste af de medarbejdere, der sidder hos mig, de vil ud og snakke med kunderne,” siger han.

Ansvaret forpligter

Kasper Søndergaard Andersen fortæller, at leverancerne fra hans afdeling før i tiden oftest er kommet i slipstrømmmen af andre engagementer.

Eksempelvis når NNIT har outsourcet, hvor Cloud & Digital Solutions så har fået lov til at komme ind og levere noget i den forbindelse.

Men nu skal Kasper Søndergaard Andersen og hans division vise, at de ved egen kraft kan udtænke og sælge løsninger og på den måde selv få klokken til at ringe.

”Vi bad om det og har nu fået ansvaret for selv at gå ud og vokse, og det forpligter. Men det er også en befrielse. Vi kan ikke længere skyde skylden på andre. Nu er det os, der er den,” siger han.

NNIT vinder fireårig kontrakt med sundhedsmyndigheder

NNIT knækker kurven og oplever fremgang med Novo Nordisk for første gang i flere år

NNIT skal kysse life science-frøer: ”Nogle bliver til prinsesser og andre bliver ikke”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også