Millionindsprøjtning skal sende Upodi ud i Europa

Det danske it-startup Upodi har modtaget en millioninvestering fra Seed Capital og Pre-seed Innovation. Pengene skal blandt andet bruges til at sende virksomheden ud på det europæiske marked.
Stifterne bag selskabet Upodi. Fra venstre Anders Vadet Dahl, Rasmus Foged og Michael Christensen. | Foto: PR/UPODI
Stifterne bag selskabet Upodi. Fra venstre Anders Vadet Dahl, Rasmus Foged og Michael Christensen. | Foto: PR/UPODI

Med en millioninvestering fra kapitalfonden Seed Capital og innovationsmiljøet Pre-Seed Innovation i ryggen skal den danske it-iværksættervirksomhed Upodi nu for alvor sætte tryk på væksten.

Upodi har udviklet en software, som hjælper abonnementsbaserede virksomheder med at håndtere deres abonnementsforretning og sikre de økonomiske transaktioner, blandt andet i samarbejde med Dinero og e-conomic. Hensigten er, at kapitaltilførslen skal veksles til flere hænder, men det præcise beløb vil man ikke løfte sløret for.

"Det er over to mio. kr. og under ti mio. kr. og er vel det, man kan kalde en standardstørrelse, når det kommer til investeringer fra Seed Capital og Pre-Seed Innovation," fortæller adm. direktør i Upodi Rasmus Foged til ITWatch.

Selskabet har den tidligere Bluegarden-direktør Mogens Elsberg som bestyrelseformand og er på nuværende tidspunkt seks fuldtidsansatte og tre medarbejdere på deltid. Ifølge Rasmus Foged forventer man at ansætte mellem tre og fire mand inden årets udgang.

Fra kapitalpartnerne i Seed Capital og Pre-Seed Innovation er meldingen, at man vælger at investere i Upodi, da virksomheden har formået at placere sig midt i strømmen af abonnementsbaserede it-selskaber – et fænomen, som kun vil vokse.

"Vi ser en stigende tendens til, at flere og flere tech-virksomheder bygger på en abonnementsbaseret forretningsmodel. Vi tror på, at vi kun har set toppen af isbjerget, og derfor var vi interesserede i at investere i Upodi," udtaler Niels Vejrup, partner i Seed Capital, i en pressemeddelse.

Sigter mod de europæiske markeder

Indtil nu har Upodi primært fokuseret på kunder i softwarebranchen og software as a service-sektoren, hvor virksomhederne har haft et behov for at kunne standardisere deres skifte mod abonnementsbaserede softwarelicensmodeller.

Man har dog langsomt udvidet sigtet og ser fremadrettet detailvirksomheder inden for mad og fødevarer som relevante markeder, ligesom der løbende har været stor bevågenhed fra tøj og forlystelsesindustrien, fortæller Rasmus Foged.

I takt med at flere virksomheder tilmed begynder at kigge mod udlandet, har Upodi oplevet et øget behov for virksomhedens produkter i forhold til at leve op til de respektive landes krav i håndteringen af abonnementskunder – en ydelse, som Upodi umiddelbart ikke har kunnet finde konkurrenter til.

"Vi har nogle dygtige konkurrenter i USA, men vi har ikke rigtig kunnet finde nogen, som laver det samme som os i Europa. Derfor er der også rigtig gode muligheder for at blive en betydende spiller på europæisk plan," lyder det fra Rasmus Foged.

Han pointerer at ting som EU's kommende persondataforordning (GDPR) også har skubbet behovet for strammere abonnementsstyring frem på lystavlen hos kunderne.

"Tiltag som GDPR kommer til at sætte store krav til de virksomheder, der opererer med abonnementsvilkår, for de ligger inde med store mængder informationer på deres kunder," siger han.

Helt konkret fortæller Upodi-direktøren, at man efter nytår sigter mod tre markeder uden for Danmark uden at ville lægge sig helt fast på hvilke. Han fortæller dog, at man som udgangspunkt kigger mod markeder, der har visse fællestræk med Danmark.

"Vi kigger lidt imod nogle af vores lidelsesfæller, der minder om Danmark. Lande som Holland, Finland, Norge og Sverige er nogle af de markeder, hvor man både har infrastrukturen på betalingsfronten, men også forbindelsesmæssigt i form af bredbånd. Samtidig vil modenheden af software-selskaberne i de lande ved at være tilpas høj."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Photo: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også