Mediehuse ånder lettet op efter bøde til Facebook-ejer

Efter det irske datatilsyn i forrige uge slog hårdt ned på Meta, der fik en bøde på 390 mio. euro, cirka 2,9 mia. kr., for at overtræde EU’s lov om databeskyttelse, for ikke at give sine brugere mulighed for at fravælge målrettede annoncer, er der lettelse at spore blandt danske mediechefer. Det skriver Finans.
Medierne lever i høj grad af også at sælge reklamer på nettet, og der har længe været frustration hos de danske medier over, at Facebook-ejeren i deres optik har kunnet omgå GDPR-reglerne og dermed stå endnu bedre i konkurrencen om annoncekronerne.
”Det er godt, at det nu endelig bliver slået fast, at Meta ikke er hævet over EU-lovgivning og blot kan blive ved med at negligere de regler for privatlivsbeskyttelse, som gælder for alle andre,” siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, kommerciel direktør hos JP/Politikens Hus, til Finans.
Tilsvarende melding kommer fra JFM-topchef, Jesper Rosener, der også kalder det tankevækkende, at det har taget så lang tid for myndighederne at reagere på situationen.