ITWatch

Facebook går til angreb og ruster sig mod endnu et dokumentlæk

En gruppe journalister er angiveligt på vej med en række kritiske nyheder om Facebook, hvilket nu får det sociale medie til at svare igen, inden artiklernes udgivelse.

Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

Facebook har været i søgelyset hos politikere og medier verden over, efter at The Wall Street Journal og tv-programmet 60 Minutes på baggrund af tusindvis af lækkede dokumenter har beskrevet, hvordan verdens største sociale mediekoncern har været vidende om skadelige effekter på sin platform og ikke har sat ind over for det.

Nu er der dog udsigt til endnu en barrage med negative nyheder, da Facebook mener, at mere end 30 journalister er på vej med en koordineret offentliggørelse af artikler.

Og Facebook er allerede før offentliggørelsen i offensiven mod artiklerne, skriver Yahoo! Finance.

"30+ journalister er ved at færdiggøre en koordineret serie af artikler baseret på tusindvis af sider med lækkede dokumenter. Vi hører, at for at få dokumenterne, har medierne skullet gå med til betingelserne og en tidsplan, som et PR-hold, der arbejdede på tidligere lækkede dokumenter, har udarbejdet," udtaler John Pinette, kommunikationsdirektør i Facebook, via Facebook Newsrooms Twitter-konto.

Facebook er dog ikke selv tilbageholdende med at benytte embargokrav over for medierne, indskyder Yahoo! Finance.

Facebooks kommunikationsdirektør afviser samtidig – igen – de tidligere beskyldninger mod det sociale medie.

"Et kurateret udvalg fra millioner af dokumenter hos Facebook kan på ingen måde bruges til at drage retfærdige konklusioner om os," mener Pinette.

"Ikke et hvert forslag kan leve op til den undersøgelse, vi må foretage af beslutninger, som påvirker så mange folk."

Den seneste læk, som en tidligere medarbejder ved navn Frances Haugen stod for, pegede på, at Facebook vidste, at unge pigers selvværd kan blive ødelagt ved brug af Instagram, og at selskabet ikke tilstrækkeligt greb ind over for hadsk tale på sine platforme, ifølge Haugen, fordi vrede engagerer brugerne mere, og engagementet driver annonceindtægterne.

Facebook har dog kraftigt afvist beskyldningerne, og så sent som søndag afviste direktør for integritet hos Facebook, Guy Rosen, i en blog, at koncernen ikke fjerner hadsk tale fra sine platforme.

Aktien i Facebook steg mandag ellers med 3,3 pct., da koncernens forretningsdirektør, Nicola Mendelsohn, venter et stort fjerde kvartal på annoncesiden.

"I øjeblikket står vi lige foran årets travleste højtidssæson, og hvad der højst sandsynligt vil blive den største markedsføringsperiode online, som vi nogensinde har set," sagde hun til Bloomberg News.

Facebook venter rekordhøje reklameindtægter i kommende højtidssæson

Kulturministeriet udpeger chef for nyt techgigant-kontor 

Mere fra ITWatch

Dansk konsulenthus solgt til finner

Danske Intellishore er blevet opkøbt af finske Solita. Konsulenthuset fortsætter som et selvstændigt selskab, men kan fremover trække på 1200 nye kollegaer til at sætte yderligere fart på væksten.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs