Medie: Googles ansatte skal arbejde hjemme et år endnu

Omkring 200.000 af Googles medarbejdere får besked på, at de skal arbejde hjemme indtil juli 2021, skriver Wall Street Journal.
Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
AF CAMILLA BERGSAGEL NIELSEN

Medarbejdere hos Google må vente længe på at vende tilbage på kontoret og få en normal arbejdsdag. Ifølge Wall Street Journal, der har talt med flere anonyme kilder, vil Google holde omkring 200.000 af sine medarbejdere hjemme mindst et år endnu pga. coronaudbruddet.

Tidligst til juli 2021 må de vende tilbage. Googles topchef Sundar Pichai traf beslutningen i sidste uge, og kun en lille kreds af medarbejdere har indtil videre fået beskeden, skriver mediet.

Beslutningen skulle til dels være påvirket af sympati for de medarbejdere med familier, som skal planlægge et usikkert skoleår. Alt afhængig af geografien kan det nye skoleår nemlig fortsat byde på hjemmeundervisning.

Hidtil var beslutningen ellers, at medarbejderne skulle forvente at arbejde hjemmefra indtil starten af januar.

Udmeldingen vil ramme de fleste af Googles store kontorer. Det gælder bl.a. det globale hovedkontor i Mountain View, Californien, andre kontorer i USA samt kontorer i bl.a. Storbritannien, Indien og Brasilien.

Google har dog andre steder på verdenskortet mindre kontorer, som er delvist genåbnet igen. Det gælder lande som Australien, Grækenland og Thailand, som relativt er mindre påvirket af pandemien.

De store amerikanske tech-giganter inklusive Google sendte deres medarbejdere hjem i marts, men Google går længere end de fleste konkurrenter med sin beslutning. Microsoft eksempelvis har meddelt sine ansatte i New York, at de sandsynligvis kan vende tilbage til kontoret i efteråret, skriver Wall Street Journal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også