To udfordringer holder digitaliseringen tilbage i shipping

Det er gået stærkere med at udvikle digitale løsninger i shippingindustrien i de sidste år. Men især to afgørende punkter står fortsat i vejen og kan holde digitaliseringen tilbage trods store investeringer, mener World Economic Forum.
Arkivfoto. | Foto: ATTA KENARE/AFP / AFP
Arkivfoto. | Foto: ATTA KENARE/AFP / AFP

To store knaster står i vejen, når det kommer til digitaliseringen af shippingindustrien og dens ambitioner om at lægge tiden bag sig med manuelle arbejdsgange og omfattende papirarbejde.

Det er nemlig ikke nok, at industrien selv kommer op med nye løsninger, platforme og standarder for at afløse papirer og dokumenter med mere digitale processer.

For især den offentlige sektor spiller en helt kritisk rolle i at gøre plads til fremtiden, og at løsningerne kan blive udrullet, vurderer Nadia Hewett, World Economic Forum's project lead for blockchain og distributed ledger technology.

Hun roser rederier for at være kommet i gang med den svære digitaliseringsproces. Men der er også brug for hjælp udefra.

"Man kan digitalisere alt fra sine kommercielle fakturaer til pakkelister, men det vil ikke være tilstrækkeligt, hvis toldmyndighederne stadig kræver at se printede kopier. Den offentlige sektor er derfor nødt til at sætte fart under digitaliseringsprocessen over de næste år, ellers vil det bremse bestræbelserne efter fuld digitalisering," siger Nadia Hewett til ShippingWatch.

Fart under processen

Nadia Hewett, der tidligere har arbejdet for A.P. Møller-Maersk, er nærmere specifikt del af World Economic Forums "centre for the fourth industrial revolution," der fokuserer på at udnytte videnskabelige og teknologiske muligheder.

Hun oplever, at flere regeringer og organisationer i disse år sætter digitalisering højere på agendaen. 

"Men processen skal accelereres. Set i forhold til en end-to-end-forsyningskæde er der stadig huller i at digitalisere dokumenter, for nogle industrier og handelsruter mere end andre," uddyber Nadia Hewett.

Containerrederier og havne er blandt de aktører, der inden for de senere år har sat tempoet i vejret på den digitale scene, hvor der med Nadia Hewetts øjne er blevet "investeret kraftigt", alt imens at de teknologiske afdelinger af shippingvirksomhederne bliver stadigt vigtigere.

Nadia Hewett peger i samme ombæring på behovet for, hvad hun betegner som en "global trade digital identity".

Hensigten med en sådan signatur er ifølge hende, at den skal bruges ved enhver form for interaktion i den globale forsyningskæde. Det skal gøre det muligt for alle parter, for eksempel virksomheder, at validere troværdigheden af dem, man er ved at lave forretning med.

Skal registrere sig hver gang

World Economic Forum udgav i foråret et såkaldt white paper, hvor man efterspurgte en sådan løsning.

En medforfatter til anbefalingen var i øvrigt Henrik Hvid Jensen, der tidligere var en del af A.P. Møller-Maersk, hvor han var med til at udvikle løsningen, der siden blev til Tradelens.

"Jo mere man indgår forretning i en mere digital verden, des mere kritisk bliver verificeringen og tilliden i forhold til, hvem man handler med. Organisationer har i dag meget dyre, utilstrækkelige, ikke-skalerbare eller bæredygtige digitale identitets-håndteringssystemer," siger Nadia Hewett og fortsætter:

"Et selskab skal registrere sig selv hver eneste gang, de har at gøre med en ny lastbil, platform eller havn. De er nødt til at gå igennem en hel registrerings- og verificeringsproces. Det er er en kostbar proces. Så de er nødt til at forbedre det, og blockchain-teknologi muliggør faktisk decentrale måder at håndtere en digital identitet på."

Hvem ser du udvikle en sådan løsning?

"Der er intet internationalt organ i dag, der fremrykker det. Der er nogle få, internationale organisationer såvel som regionale hubs af regeringer, som sætter det på agendaen. Men jeg har endnu ikke set nogen samlet indsats fra handelsorganisationerne, så vi håber, at der vil ske et ryk," siger Nadia Hewett.

World Economic Forum, der årligt samler såvel regeringer, politikere som store virksomheder i Davos i Schweiz, er en non-profit oganisation, som har til formål at skabe samarbejde mellem private og offentlige institutioner.

Denne artikel er leveret af ITWatchs søstermedie ShippingWatch.

Kinesisk selskab overvejer at gå med i Maersks digitale alliance

Rederiernes digitale sats kan holde udfordrere fra døren 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også