Ny Snapchat-funktion giver forældre mulighed for at følge med

En ny funktion på appen gør det muligt for forældre at se, hvem deres børn kommunikerer med på Snapchat.
Foto: LIONEL BONAVENTURE/AFP / AFP
Foto: LIONEL BONAVENTURE/AFP / AFP
Af Ritzau

Det sociale medie Snapchat har mandag lanceret en ny funktion ved navn ”Family Center” i Danmark.

Funktionen gør det muligt for forældre at holde øje med, hvem deres børn korresponderer med.

Det oplyser Snapchat, der allerede i august rullede funktionen ud i andre lande, i en mail.

Appen, hvor man kan sende billeder og beskeder, der forsvinder efter sekunder, har en aldersgrænse på 13 år.

Brugen af ”Family Center” skal accepteres af den unge, før funktionen kan tages i brug.

Forældre kan hverken følge med i, hvad der bliver sendt af billeder eller beskeder i appen.

De kan til gengæld se, hvem de unge kommunikerer med. Og hvem de unge får af nye venner. Derudover kan forældre anmelde konti, der virker mistænkelige.

Funktionen er lavet på en god måde, mener Christian Mogensen, som er specialiseret i internetkultur og digitale fællesskaber hos unge ved Center for Digital Pædagogik.

”I den bedste af alle verdener, hvor forældre bruger det nye værktøj omsorgsfuldt, nysgerrigt og til at passe på deres børn inden for rimelighedens grænser, er det et rigtigt godt produkt,” siger han.

Han henviser til, at andre sociale medier har lignende funktioner, men hvor forældrene har en større indsigt i deres børns liv på nettet. Og det kan virke modsat på de unge, som kan finde på at oprette dækkonti, mener han.

Brugen af Snapchat har tidligere været involveret i flere kriminalsager. Blandt andet har kriminelle brugt det til at sælge kokain.

Sidste år blev en 59-årig mand dømt for at krænke 51 piger seksuelt på det sociale medie. De var alle mellem 11 og 15 år gamle.

”I takt med at vi ser de her potentielle gerningsmænd blive effektive til at bruge denne slags værktøjer, bliver vi nødt til som omsorgspersoner og myndigheder at følge med og passe på de unge. Men i en sådan afstand, at de unge kan leve et helt børne- og ungdomsliv,” siger Christian Mogensen.

Snapchat har i forvejen gennemført flere foranstaltninger, der skal gøre det mere trygt for unge under 18 at færdes på mediet.

Blandt andet skulle det være sværere ved en søgning i appen at finde profiler hos folk, der er under 18 år.

Desuden er det ikke muligt for de unge at have profiler, som er offentligt tilgængelige.

Snap åbner dansk kontor

Snap går rød dag i sigte efter rygter om massefyringer og chefafgang

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også