Rusland deler bøder ud til Snapchat, Tinder og WhatsApp

En række sociale medier er i Rusland blevet straffet for ikke at dele oplysninger om deres brugere.
Foto: LIONEL BONAVENTURE/AFP / AFP
Foto: LIONEL BONAVENTURE/AFP / AFP
Af Ritzau

En domstol i Rusland har onsdag idømt de sociale medier Snapchat, Tinder og WhatsApp bøder for ikke at overholde en særlig russisk datalov.

Det skriver de russiske nyhedsbureauer Interfax og Tass.

Snapchat har fået en bøde på en million rubler (122.000 kroner). WhatsApp er blevet idømt en bøde på 18 millioner rubler (2,3 millioner kroner), mens Tinders ejer, Match Group, skal betale to millioner rubler (244.000 kroner).

Medierne er blevet dømt for ikke at ville dele deres russiske brugeres data. En lov i Rusland siger, at udenlandske selskaber, der indsamler data om russiske statsborgere, skal opbevare oplysningerne på russiske databaser.

Snapchat bruges primært til kommunikation via billeder og videoer, der ofte har en lille tekst skrevet oven på sig.

WhatsApp er en kommunikationstjeneste i stil med Facebook Messenger. Man kan blandt andet foretage opkald, sende beskeder og lave gruppechats.

Tinder er en datingapp, hvor man kan chatte med andre personer, hvis man udgør et match. Det vil sige at begge har udtrykt interesse i den anden.

Den russiske regering har længe været i strid med giganter som Google og Facebook i forhold til indhold, data og censur.

Krigen i Ukraine har været med til at puste yderligere til spændingerne.

Det er det russiske medietilsyn, Roskomnadzor, der har hevet Snapchat, Tinder og WhatsApp samt musiktjenesten Spotify i retten.

Svenske Spotify har trukket sig fra det russiske marked på grund af krigen. Det samme har en lang række andre virksomheder.

Også flere store internationale medier har droppet deres arbejde i Rusland.

Rusland invaderede Ukraine for godt fem måneder siden - 24. februar.

Meta stiller godt 1 milliard kroner til rådighed for tilsynsråd

Selskab bag Snapchat falder 33 pct. ved åbning i USA

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også