Apple og Amazon løftede Nasdaq til rekord

De amerikansk-kinesiske spændinger omkring Tiktok fik en stribe aktier til at falde mandag - blandt andre Microsoft - mens Apple og Amazon gik op.
Foto: PASCAL ROSSIGNOL/REUTERS / X00234
Foto: PASCAL ROSSIGNOL/REUTERS / X00234
Ritzau Finans

Efter syv handelsdage i træk med plusser bakkede det brede aktiemarked i USA en smule mandag.

De fleste aktier faldt på yderligere amerikansk-kinesiske spændinger - denne gang omkring Tiktok - mens få store teknologiaktier igen gik op, så Nasdaq alligevel nåede endnu en rekord.

På nyhedsfronten var det aktiesplit og rekorder i teknologisektoren, som dominerede. Både Apple og Tesla blev med en reduktion i aktiestørrelsen handlet i nye toppe, og de fik følgeskab af Amazon i rekordjagten.

Det brede S&P 500-indeks mistede 0,2 pct., mens Dow Jones faldt 0,8 pct. Nasdaq sluttede i årets 42. rekord med et plus på 0,7 pct. i 11.775,456 indekspoint.

Det brede marked endte trods mandagens lille fald med den bedste aktiemåned siden april, ligesom det med et plus på 7,0 pct. også var den bedste august i 36 år.

Tirsdag tages der hul på september, og umiddelbart ser det ud til, at starten på den ny måned bliver positiv. De store indeksfutures indikerer en åbning i New York med plusser på 0,1-0,4 pct. senere på dagen.

Renter vil vedblive lave i en rum tid

Aktierne er blevet løftet af den meget stimulus, som en lempelig finanspolitik og pengepolitik har skabt, og i sidste uge bekræftede den amerikanske centralbank, som under krisen har sat sin rente ned til omkring nul, at den vil fokusere mindre på at bekæmpe inflationen.

Dermed stillede Federal Reserve (Fed) i udsigt, at renterne vil vedblive lave i en rum tid.

"De har bekræftet lavere-i-længere tid renter, så langt øjet rækker," siger Richard Dunbar, chef for research hos Aberdeen Standard Investments, til The Wall Street Journal.

"Ved siden af den bekræftelse af billige penge og billige diskontorenter er vi lige kommet igennem en amerikansk regnskabssæson, der har været meget bedre end frygtet."

Med markedet nær rekordhøjder var der dog investorer, som frygtede, at der kan være en nedtur forude, især da coronapandemien langt fra er overstået endnu.

"At øge aktieeksponeringen nu er at gøre det på et tidspunkt, hvor markedet er perfekt prissat. At vædde imod markedet er dog ikke smart, da man vædder mod Fed og mod en bølge af likviditet," kommenterer Dave Donabedian, investeringschef hos CIBC Private Wealth Management, over for Bloomberg News.

Apple og Amazon i rekord

I S&P 500 var det sundhed, der klarede sig bedst med et plus på 0,3 pct., mens cyklisk forbrug gik op med 0,2 pct. I den anden ende var det energiaktierne, som dykkede mest med 2,2 pct. Råvarer og materialer faldt også 1,5 pct., mens industri samt finansaktierne mistede 1,2 pct.

Det var Apple, der holdt hånden under markedet med et plus på 3,4 pct. til rekord i 129,04 dollar, når der tages højde for, at aktien mandag for første gang blev handlet efter sit aktiesplit. Amazon gik også op med 1,5 pct. til rekord i 3450,96 dollar.

I den negative retning var det Microsoft, som trak mest i minus, da aktien faldt 1,5 pct. Det skyldtes nyheden om, at koncernes drøm om i fællesskab med Walmart at overtage de amerikanske aktiviteter i kinesiske Tiktok måske er stødt på grund. Købet er aktuelt, fordi præsident Donald Trump ellers i september vil forbyde videodelingstjenesten i USA, men nu har Kina indført nye regler, som forhindrer et salg.

Walmarts aktie mistede 1,0 pct., mens Oracle, der arbejder på et konkurrerende bud, samtidig faldt 1,1 pct.

Bankerne havde det også svært mandag, da renterne igen bakkede lidt. USA's største bank, JPMorgan Chase, smed 2,5 pct., mens nummer to, Bank of America, faldt med 2,1 pct.

Tesla mod nye højder

Tesla, som endnu ikke er med i S&P 500, røg til gengæld i vejret. Elbilproducentens aktie blev mandag morgen også splittet op i fem, og aktien fortsatte sin fremgang på den baggrund og vandt 12,6 pct. til rekord i 498,32 dollar. Aktien er nu steget 495 pct. siden nytår.

Chipproducenten Advanced Micro Devices (AMD) skilte sig også lidt ud fra markedet med et plus på 6,2 pct., da koncernen lancerede en ny chip.

En af mandagens helt store højdespringere er biotekaktien i Aimmune Therapeutics, som vinder frem med 171,6 pct. til 34,22 dollar. Det markante kurshop skal ses i lyset af, at Nestlé har indgået en aftale om at købe det amerikanske selskab for 2,6 mia. dollar. Den schweiziske koncern betaler 34,50 dollar per aktie.

Amazon lancerer nyt supermarkedskoncept

Apple får nyt højeste kursmål af Wedbush 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også