Koda: Google fjerner dansk musik fra YouTube

Koda oplyser, at Google torsdag aften har meddelt, at Google vil fjerne al dansk musik fra YouTube.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Google vil inden for kort tid fjerne al dansk musik fra videotjenesten YouTube. Det skriver Koda, der administrerer rettigheder for komponister og sangskrivere, i en pressemeddelelse.

Parterne forhandler i øjeblikket om en ny aftale om brug af musik på YouTube, efter at den nationale aftale udløb i april.

Der arbejdes på at laves en fællesnordisk aftale, som skal erstatte de norske, finske og danske komponist- og sangskriverselskabers lokale aftaler.

Aftalen er ifølge Koda midlertidigt blevet forlænget, hvilket ifølge organisationen er helt normalt i branchen.

Som betingelse for en midlertidig forlængelse har Google dog nu krævet, at pengene, YouTube betaler for brug af musik, reduceres med knap 70 procent.

Det har organisationen afvist, og Google har torsdag meddelt, at medlemmerne ikke vil få indhold vist på platformen, før en ny aftale mellem parterne er på plads.

Koda undrer sig over den "ekstremt aggressive tilgang", Google har til forhandlingerne, som ifølge organisation har gjort fremskridt de seneste uger.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at vores medlemmer igennem mange år har været stærkt utilfredse med betalingsniveauet på YouTube," siger Kodas administrerende direktør, Gorm Arildsen, i en kommentar.

"Og det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi fra Kodas side har været aktive fortalere for et opgør med tech-giganternes free-ride og underbetaling af kunstnerisk indhold i forbindelse med EU's Copyright-direktiv."

"At Google nu kræver betalingen reduceret med knap 70 procent i en midlertidig aftaleforlængelse, forekommer nærmest bizart," mener han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også