Etikere har set sig sure på sundhedsapps

Etisk Råd anbefaler bedre kontrol med de sundhedsdata, forbrugere giver mobil eller smart-watch adgang til.
Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Etisk Råd går med en ny rapport i flæsket på de mobilapps og enheder, som smart-watches og fitnessarmbånd, der indsamler data om vores sundhedsvaner.

Produkterne bliver samlet set kaldt sundheds-wearables, og de indsamlede data kan omhandle alt fra brugerens motionsvaner, søvnrytme og spisevaner til blodtryk, puls eller stofskifte.

Problemet er ifølge rådet, at virksomhederne bag systematisk indsamler brugernes data og sælger dem videre, uden at forbrugerne er klar over det.

Det står godt nok nævnt i det alenlange betingelser for at bruge den pågældende app eller enhed, men de fleste trykker bare "accepter" uden at læse betingelserne, påpeger rådet.

Og det klik kan komme grimt tilbage, mener formanden for arbejdsgruppen bag rapporten, Lise von Seelen.

"Det kan være til skade for dig, hvis virksomheder bruger og samkører data fra sundheds-wearables med andre data og laver en profil på dig"

"Så kan den profil handles, og oplysninger lige fra din seksuelle orientering til din generelle levevis kan spredes," siger hun.

Etisk Råd peger på, at sådanne profiler kan bruges til at skræddersy forsikringstilbud, vælge de sundeste medarbejdere eller frasortere jobansøgere.

Som et konkret eksempel nævner Lise von Seelen en nylig sag, hvor en ung kvinde ønskede at optage et lån i banken:

"Hun havde tidligere i sit liv haft en depression, og derfor krævede banken som sikkerhed for lånet, at hun tegnede en livsforsikring."

Spørgsmål: Var det på baggrund af data fra sundheds-wearables?

"Jeg tør ikke sige, hvordan den bank har opfanget, at hun har haft en depression, men det er et eksempel på risikoen, når man kan opsnappe den slags information om mennesker. Og den stiger jo, hvis de kan købes."

I den nye rapport anbefaler Etisk Råd flere tiltag.

Eksempelvis foreslås det, at det "aldrig må være en betingelse for at få adgang til en sundhedsapp eller webtjeneste, at man accepterer, at udbyderen opsamler og anvender ens personlige data".

Som minimum skal forbrugerne kunne betale sig fra, at virksomhederne må bruge de oplyste data i en anden sammenhæng, hedder det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også