Trængsel ved udgangen: Bestyrelse i robotvirksomhed vil slette aktie fra børshandel

Scape Technologies melder sig nu i koret af virksomheder på vej væk fra First North. 
Genrefoto. Efter knap seks år på vækstbørsen First North vil bestyrelsen bag robotvirksomheden Scape Technologies have aktien slette fra handel. | Foto: Sven Hoppe/AP/Ritzau Scanpix
Genrefoto. Efter knap seks år på vækstbørsen First North vil bestyrelsen bag robotvirksomheden Scape Technologies have aktien slette fra handel. | Foto: Sven Hoppe/AP/Ritzau Scanpix

Der er trængsel ved udgangen hos den københavnske vækstbørs Nasdaq First North, der har sagt farvel til 13 danske selskaber gennem de seneste to år og forventeligt siger farvel til endnu tre inden for de kommende måneder. 

Nu melder endnu et selskab sig i koret af virksomheder på vej ud, robotvirksomheden Scape Technologies A/S.

Det fremgår af en børsmeddelelse. 

Her oplyser selskabet, der bl.a. leverer automationsløsninger til bilindustrien, at bestyrelsen på en ordinær generalforsamling i maj vil indstille til en afnotering af selskabet. 

Scape Technologies blev optaget til handel på First North i november 2018 til en introduktionskurs på 7,32 kr. I særligt 2019 nød aktien opgangstider med et højdepunkt på kurs 19. 

Begrænset fordel af notering

Siden da har aktien taget et gedigent dyk, ikke ulig flere andre aktier på First North, og kan i skrivende stund handles til 0,34 kr. 

Deri ligger en af grundene til bestyrelsens initiativ.

”Bestyrelsen har observeret, at handlen med selskabets aktier på First North er lav og pt. handler under den nominelle værdi på aktierne. Dette fører til en situation, hvor det har begrænset fordel for både selskabet og dets aktionærer at fortsætte med at have aktierne optaget til handel på en handelsplatform,” fremgår det af børsmeddelelsen. 

”Den lave handelsvolumen af selskabets aktier sammenkoblet med den nuværende stemning på aktiemarkedet kan potentielt gøre det vanskeligere for virksomheden at skaffe kapital til vækst under gunstige betingelser for aktionærerne,” fremgår det videre.

Scape Technologies, der bl.a. står bag automationsrobotter og er på vej med et nyt produkt inden for 3D-scannere, har en hovedaktionær i form af kinesiske Shenzhen Scape Technologies Co., Ltd. 

Af meddelelsen fremgår det, at de seneste kapitalrejsninger kommer direkte fra hovedaktionæren og ikke fra First North.

Der peges derudover på en årlig omkostningsbesparelse på mellem 500.000 og 750.000 kr. ved en afnotering. 

Skal bestyrelsens plan gennemføres, kræver det tilslutning fra to tredjedele af de stemmeberettigede ved generalforsamlingen. 

Tre på vej væk

De seneste to år har 13 virksomheder forladt First North. To, Penneo og Shape Robotics, er rykket op på hovedbørsen, mens de øvrige 11 er blevet slettet fra handel.

Senere i denne måned følger softwareselskabet Hypefactors trop, mens yderligere to selskaber er på vej væk.

Det er appselskabet Relesys, som kapitalfonden Copilot Capital vil købe og tage af vækstbørsen, og robotselskabet Odico, hvis aktie pt. er suspenderet og forventes at blive slettet fra handel grundet selskabets nylige konkurs.

Situationen på First North følges tæt af Carsten Borring, dansk noteringschef hos Nasdaq.

Han udtrykte i april over for ITWatch en vis overraskelse over tingenes tilstand. 

”Jeg kan godt være lidt overrasket over, at man ikke kan se fordelen i at være på en markedsplads og afsøge mulighederne sammen med de investorer, man har inviteret ind i sin tid. Men nogle er faldet meget i kurs, og så giver det måske bedst mening for dem at træde til side,” sagde Carsten Borring. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også