Amazon dropper aftale om milliardopkøb

Det sker efter, at både europæiske og amerikanske konkurrencemyndigheder angiveligt skulle have forberedt sig på at blokere for handlen.
Foto: Justin Sullivan
Foto: Justin Sullivan
Af Marketwire

Amazon har opgivet det planlagte opkøb af Irobot (iRobot), der står bag robotstøvsugeren ”Roomba”, efter at konkurrencemyndigheder i EU og i USA angiveligt ville blokere handlen.

Det skriver Bloomberg News.

Opkøbet løb op i 1,4 mia. dollar, eller hvad der svarer til næsten 10 mia. kr. Amazon skal nu i stedet betale et opsigelsesgebyr til Irobot på 94 mio. dollar.

Både europæiske og amerikanske konkurrencemyndigheder skulle angiveligt have forberedt sig på at blokere for handlen mellem Amazon og Irobot på grund af en mulig skævvridning af konkurrencen. Det skriver Bloomberg News, der har talt med kilder med indblik i sagen.

EU-Kommissionen, der sørger for at håndhæve konkurrencereglerne i Europa, har tidligere udtrykt bekymring om opkøbet. Her pegede EU-Kommissionen blandt andet på, at Amazon kunne fristes til at promovere Irobots produkter og udelukke konkurrenter.

Amazon-aktien stiger 0,1 pct. i den indledende handel, mens Irobot dykker 18 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også