Robotinvestor: Forsyningskrisen har fjernet et års vækst

Den aktuelle forsyningskrise har ramt den odenseanske robotklynge hårdt. Men væksten vil vende tilbage – og robotbranchen vil vokse sig større end it-branchen, mener en af branchens mest rutinerede investorer.
Foto: Casper Dalhoff/ERH
Foto: Casper Dalhoff/ERH

Den aktuelle forsyningskrise, hvor der er mangel på alle mulige forskellige varer, gør ondt på mange fynske robotvirksomheder – og nu må mange sande, at kæden af kriser har betydet, at de er sat et helt år tilbage i forhold til vækst.

Først blev virksomhederne ramt af coronakrisen, hvor de ikke kunne komme ud og sælge deres varer. Og aktuelt er det så forsyningskrisen, der rammer de mange industrivirksomheder, der mangler alt lige komponenter til emballage.

Sådan lyder meldingen fra robotinvestor Esben Østergaard, der er en af de få, der har været i det fynske roboteventyr lige fra begyndelsen.

"Det har været en hård omgang, og det har kostet et år på væksten for mange at blive ramt af først corona og så supply crunch bagefter. Det er noget, der fylder hos virksomhederne, og det er svært at blive klog på, hvilke varer man faktisk kan få hjem," siger Esben Østergaard til ITWatch.

Robotter bliver større end it

Mens chipkrisen, hvor verden mangler computerchips, er nemmere at overskue konsekvenserne af, rammer forsyningskrisen bredere og mere tilfældigt. Det gør det svært at være en lille industrivirksomhed, der er afhængig af leverancer fra udlandet.

Esben Østergaard er bedst kendt for at være den ene af stifterne bag den hidtil største danske robotsucces, Universal Robots, der blev solgt til amerikanske Teradyne for 1,9 mia. kr. i 2015. I dag geninvesterer han pengene i robotmiljøet via investeringsselskabet Reinvest Robotics – og trods den aktuelle forsyningskrise ser han en lys fremtid for robotbranchen som helhed.

"Jeg er overbevist om, at robotbranchen ender med at blive større end it-branchen, som vi kender den i dag. Allerede nu vokser robotbranchen med 26 pct. om året, og vi har et sundt økosystem med gode startups, og mange er ved at folde sig ud for alvor i disse år," siger han.

Et eksempel, der har været fremhævet meget de senere år, er i landbruget, hvor Reinvest Robotics selv har en ejerandel i Farmdroid – en robot, der drives af solenergi og kører rundt på markerne, hvor den luger og planter automatisk.

Men de kommende år vil robotterne folde sig ude på langt flere områder, mener Esben Østergaard.

"Der bliver ved med at komme flere virksomheder til, og de bygger ud, så de servicerer nye områder som industri, offshore, maritime virksomheder og meget andet. Den kombination, vi har i Danmark af viden og samarbejde, er et aktiv, og så det, at vi er et teknologiland med en høj grundløn, gør en forskel," siger han.

Vi vil også blive mere venligt stemt overfor robotterne, når de bliver nærværende, mener han.

"Der kommer en acceleration de kommende år. It har revolutioneret den måde, vi bruger teknologi på. Men robotterne vil revolutionere den måde, vi arbejder på. Vi ser det i industrien, men det vil brede sig på mange områder, eksempelvis ældreplejen. Det er mange skræmt af. Men når teknologien bliver mere konkret, holder den op med at være skræmmende."

"De fleste ældre vil jo helst selv kunne komme på toilettet – så mange vil have glæde af at få hjælp af en robot, snarere end at risikere ikke at nå det."

Global produktion flytter hjem

En tendens, han ser accelereret under coronaen, er forståelsen af, at en globaliseret produktion er sårbar, hvis der kommer udsving i forsyningskæderne – og derfor kigger flere virksomheder på, om de kan producere tættere på de markeder, hvor varen skal sælges. Her er automatisering og robotter en af nøglerne til en effektiv produktion.

"Vi har tidligere set os selv som videnssamfund, og så kan Kina få lov at klare den beskidte produktion. Men vores viden flytter jo med til Kina – bare med lidt forsinkelse," siger Esben Østergaard.

"I dag kan vi se, at industriel magt faktisk er vigtigere end militær magt. Det har mange lande opdaget, og et land som eksempelvis Tyskland nyder i dag godt af, at de har holdt meget produktion hjemme."

Det bekræfter faglig leder i robotteknologi hos Teknologisk Institut, Søren Peter Johansen. Han er dagligt i kontakt med både de robotvirksomheder, der producerer robotterne, og også de industrivirksomheder, der efterspørger dem. Og han mener, at den aktuelle situation er dobbeltsidet.

"Salget er robotter er faktisk fladet ud de senere år, og det er en knibtang – for det handler ikke kun om, at robotvirksomhederne ikke kan skaffe komponenter. Det kan de produktionsvirksomheder, der efterspørger robotterne, heller ikke. Derfor investerer de ikke i deres produktion for tiden," siger Søren Peter Johansen.

Men krisen er forbigående og vil på længere sigt være en fordel, lyder det.

"Komponentkrisen betyder, at mange vil insource deres produktion igen. Mange vil have bedre kontrol over deres supply chain, og det handler i høj grad om elektronik, men også om alt mulig andet, for der er jo mangel på alt lige nu," siger han.

"Det tager tid at tage produktionen hjem. Men det er ikke tosset, at vi får tiden til at opbygge den viden, der skal til. Men det er allerede i gang. Og derfor vil der også komme en bølge, der bliver god for robotvirksomhederne."

Ifølge den internationale organisation International Federation of Robotic blev der i 2020 solgt 383.545 robotter. Det var omtrent det samme som det foregående år.

I Danmark faldt antallet af det installerede robotter fra 772 i 2019 til 690 i 2020. Det betød, at Danmark rutsjede ned på en niendeplads på 'robottætheden' mod tidligere en sjetteplads.

Universal Robots melder om bedring i salget 

Shape Robotics tester 5G robot med TDC 

EU bestiller 100 ekstra robotter til bekæmpelse af bakterier på hospitaler fra dansk virksomhed

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også