Corona-krisen har skabt udfordringer for sårbare robotselskaber

Mange mindre robotselskaber, der endnu ikke har fået opygget en stor kundebase, er udfordet under krisen. Det giver udfordringer, men der er ikke tale om en branche i knæ, understreger direktør i robotklynge. Flere robotselskaber vender sig i stedet mod det hjemlige marked.
"Der er slet ikke tale om en branche i knæ", siger Mikkel Christoffersen, direktør, Odense Robotics. | Foto: PRESSE
"Der er slet ikke tale om en branche i knæ", siger Mikkel Christoffersen, direktør, Odense Robotics. | Foto: PRESSE

Den danske robotbranche består af mange yngre selskaber og eksportvirksomheder. Begge typer har været ramt af udfordringer under coronapandemien.

Derfor er den danske robotbranche – ligesom så mange andre brancher – ramt af pandemiens svære vilkår, fortæller direktør for robotklyngen Odense Robotics, Mikkel Christoffersen.

"For en robotbranche, der består af mange nye virksomheder, som er i færd med at bygge globale markedskanaler op, er situationen helt klart en udfordring," siger han og understreger:

"Der er slet ikke tale om en branche i knæ."

"Men det er klart, jo længere tid det varer før virksomheden kan komme ud og møde deres kunder, jo større udfordringer vil flere af dem få," siger direktøren for Odense Robotics, som er en national robotklynge udpeget af uddannelses- og forskningsministeriet til at sikre et bedre samarbejde mellem forskere og virksomheder.

Yngre virksomheder er særligt hårdt ramt

Om virksomhedernes møde med covid-19 er blevet til succeshistorier eller ej kommer i høj grad an på, hvor virksomhederne er i deres "livscyklus", fortæller Mikkel Christoffersen.

Dem, han kalder "modne virksomheder", har haft travl i en lang periode og kan ifølge ham bruge pandemien positivt.

"Enkelte virksomheder er pressede på deres udvikling, men jeg hører også fra en del virksomheder, som ser det her som en mulighed for en konsolidering oven på en meget lang vækstfase," siger han.

I den anden ende af skalaen er de helt nye startups. De kan fortsætte deres produktudvikling og er heller ikke så berørt, fortæller Mikkel Christoffersen. Der, hvor krisen ifølge ham har gjort ondt, er på de såkaldte "scale-ups".

"Det er dem, der er i mellemstadiet midt i en markedsintroduktion af et produkt, der er udfordret, " siger klyngedirektøren.

"Virksomheder, som fx er i færd med at bygge en salgsorganisation op som en investering, er udfordrede af en situation, hvor deres kunder er længere tid om at træffe beslutninger, og hvor det er sværere at møde nye kunder ude i verden. Hvorimod dem, der har flere langsigtede kundeforhold og flere relationer, de kan trække på rent salgsmæssigt, er bedre stillede."

En udfordring at være globale

Mens mange virksomheder i it-branchen er kommet godt ud af coronakrisens første halvår, hvor nogle endda har lukreret på situationen, har historier om pressede virksomheder i robotbranchen tegnet sig.

Den fynske robotvirksomhed Scape Technologies er en af dem. Coronakrisen har kostet på omsætningen, som normalt hovedsageligt kommer fra bilindustrien, og virksomheden har måtte rejse flere penge og omlægge strategien.

Også robotvirksomheden Odico har haft svært ved at sælge sine produkter og har ligesom Scape Technologies måtte gå på pengejagt for at fortsætte driften.

Sammenlignet med it-branchen er robotbranchen mere global, og det har givet udfordringer, påpeger Mikkel Christoffersen.

"Når vi kigger på den danske robotbranche som helhed, så er det mellem 60 og 70 pct. af omsætningen, der i gennemsnit kommer fra eksport. Og det er i hvert fald helt åbenlyst, at det er en udfordring at komme ud og møde nye kunder," siger Mikkel Christoffersen.

Robotter er typisk store investeringer, som kunderne vil se i virkeligheden, før de køber.

"Man sælger ikke vores løsninger via hurtige webinars eller online kald," sagde direktør i den fynske robotvirksomhed Odico, Anders Bundsgaard, til ITWatch i slutningen og november.

Men Mikkel Christoffersen fortæller også om succeshistorier fra robotvirksomheder, som forsøger sig med mere digitalt salg.

"Jeg vil ikke slå ud med armene og sige, at så kan man bare flytte det hele til digitalt salg. Det er en udfordring, det er der ingen tvivl om," siger han.

"Vi hører fra virksomheder, der faktisk har en del succes med at møde kunderne digitalt, og at de forventer, at det også fremadrettet vil være et værktøj for dem. Men de siger samtidig, at det ikke kommer til at stå alene – de vil stadig have et behov for at komme ud og møde kunderne fysisk."

En af de robotvirksomheder, der er lykkes med salget under corona, er Mobile Industrial Robots, som tirsdag meldte ud, at de skal ansætte 24 nye medarbejdere for at imødekomme øget efterspørgsel på virksomhedens produkter.

Flere orienterer sig mod det danske marked

Udover mere online salg, kan en anden del af løsningen på udfordringerne være, at den meget eksporttunge branche orienterer sig mere mod det danske marked. En udvikling, som coronakrisen har sat skub under, siger Mikkel Christoffersen.

"Der er helt sikkert flere danske virksomheder, som nu også kigger i retning af det danske marked."

En vigtig opgave i den forbindelse er at få robotteknologien markedsført til særligt små- og mellemstore virksomheder, sådan at de i højere grad får øjnene op for, at robotteknologi kan være brugbart for dem. Og der er noget at hente, mener direktøren.

"Selvom vi i Danmark ligger pænt internationalt med implementeringen af robotter, så ser det umiddelbart ud som om, de danske produktionsvirksomheder kun lige kradser i overfladen af potentialet for robotter," siger han.

På lang sigt tror Mikkel Christoffersen ikke på, at coronapandemien vil spolere det væksteventyr, som robotbranchen er blevet spået til at blive.

"Pandemien ændrer ikke på, at der er en forventning om, at robot og automation som global megatendens på længere sigt ikke vil flade ud. Vores forventning er, at pandemien kan være med til at skubbe på tendensen, fordi flere virksomheder efter corona gerne vil producere tættere på deres kunder, eller har brug for at kunne have større social distance i nogle af deres opgaver," siger han.

MIR skruer op for fremtidssats og ansætter i bunkevis

Fynsk robotselskab skal finde nye penge for at fortsætte driften 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også