Svindeltiltalt kryptobaron fængslet for vidnemanipulation

Sam Bankman-Fried skal tilbage i fængsel, efter han har forsøgt at manipulere med vidner i sagen mod ham.
”Der er ingen betingelse eller kombinationer af betingelser, som kan sikre, at den tiltalte ikke vil udgøre en fare for andre mennesker eller samfundets sikkerhed,” skriver dommer Lewis Kaplan i kendelsen om Sam Bankman-Fried i midten af billedet. | Foto: Eduardo Munoz
”Der er ingen betingelse eller kombinationer af betingelser, som kan sikre, at den tiltalte ikke vil udgøre en fare for andre mennesker eller samfundets sikkerhed,” skriver dommer Lewis Kaplan i kendelsen om Sam Bankman-Fried i midten af billedet. | Foto: Eduardo Munoz
ritzau/afp

Sam Bankman-Fried, den svindeltiltalte stifter af kryptobørsen FTX, skal tilbage i fængsel. Det sker, efter at en dommer har vurderet, at han har forsøgt at manipulere med vidner i den store sag mod ham.

Den 31-årige kryptobaron blev løsladt mod kaution, efter at han nægtede sig skyldig i en lang række tiltalepunkter i forbindelse med FTX’ kollaps.

Anklagerne lyder blandt andet på svindel, sammensværgelse for at hvidvaske penge og brud på reglerne om finansiering af politiske kampagner.

Dommeren i sagen, Lewis Kaplan, begrunder varetægtsfængslingen med, at der er ”begrundet mistanke om, at den tiltalte har begået den føderale forbrydelse at forsøge på vidnemanipulation”.

”Der er ingen betingelse eller kombinationer af betingelser, som kan sikre, at den tiltalte ikke vil udgøre en fare for andre mennesker eller samfundets sikkerhed,” skriver Lewis Kaplan i kendelsen.

Bankman-Fried var blevet løsladt mod en kaution på 250 millioner dollar, cirka 1,7 milliarder kroner, og kunne derfor skifte fængslet ud med husarrest i sine forældres hjem i delstaten Californien.

Her har han haft rig mulighed for at tale med journalister om sagen, og ifølge anklagere har han snakket i telefon med journalister fra avisen The New York Times flere end 100 gange.

Han har blandt andet delt private beskeder mellem sig selv og sin ekskæreste Caroline Ellison, som er et centralt vidne i sagen mod Bankman-Fried. Anklagere mener, at Bankman-Fried har forsøgt at intimidere hende og ”sende et signal til andre vidner”.

Sagen omhandler primært kryptobørsen FTX og dens søsterselskab Alameda Research, hvor Caroline Ellison var administrerende direktør.

Hovedtiltalen går på, at Bankman-Fried skulle have suget kunders penge ud af kryptobørsen for at få pengene til at række i Alameda Research.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også