ITWatch

To råd vil have bedre beskyttelse af ofre for identitetstyveri

Rådet for Digital Sikkerhed og Forbrugerrådet Tænk vil have øget hjælp til ofre for identitetstyveri. SF foreslår, at en koordinator fra politiet skal bistå ofrene.

Foto: Jens Dresling

Når kriminelle køber varer og optager lån med andres oplysninger, må ofrene selv kæmpe med butikker og långivere, som møder dem med inkassokrav og mistro. Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Digital Sikkerhed, der opfordrer politikerne til at øge forbrugerbeskyttelsen for det stigende antal ofre for identitetstyveri.

"Vi skal have lettet byrden for de uskyldige borgere, det går ud over. De bliver mistænkeliggjort og har store vanskeligheder ved at bevise deres uskyld. Der er brug for en juridisk holdbar løsning, som sætter tilbagebetalingen af lån og varer på pause, mens sagerne efterforskes," siger juridisk chef Anette Høyrup, Forbrugerrådet Tænk, til Jyllands-Posten.

I 2019 fik det landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK) 3.203 anmeldelser om kreditbedrageri. I godt to tredjedele af sagerne var der brugt falske eller stjålne identiteter. Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed, foreslår, at ofrene hurtigt bliver »whitelistet«:

"Politiet skal afklare sagen forholdsvis hurtigt og give offeret en erklæring, der viser, at vedkommende har været udsat for noget kriminelt, og at man derfor ikke kan sende personen til inkasso."

SF foreslår, at ofre af politiet får tildelt en oprydningskoordinator, som skal kontakte virksomheder, banker og tjenester, hvor identiteten kan være misbrugt.

"Offeret skal sikres, at transaktionen og betalingskravet standses med opsættende virkning, mens efterforskningen foregår," siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, til Jyllands-Posten.

K, S og DF erklærer sig positive over for idéen og er klar til at drøfte den ved politiforhandlingerne efter sommerferien.

Justitsminister Nick Hækkerup finder det "meget grænseoverskridende at blive udsat for identitetstyveri":

"Derfor vil jeg sammen med andre ministerier undersøge, om det er muligt at gøre mere for at beskytte ofrene, uden at det stiller de erhvervsdrivende ringere."

 

Da hackere lammede Danish Agro

Hackerangreb koster modefirma dyrt på bundlinjen

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger