Samsung-ansatte går for første gang nogensinde i strejke

Lønmodtagere ved Samsung Electronics går fredag for første gang nogensinde i strejke for bedre løn.
Foto: Anthony Wallace
Foto: Anthony Wallace
Af Ritzau

Sydkorea bliver fredag vidne til en historisk begivenhed i landet, når ansatte ved techgiganten Samsung Electronics i titusindvis går i strejke for bedre lønvilkår i virksomheden.

Son Woo-mok, der står i spidsen for den nationale fagforening for ansatte ved Samsung Electronics, siger, at de gør brug af betalt orlov for at gå i strejke.

Samsung er Sydkoreas største private selskab, og alene datterselskabet Samsung Electronics har flere end 100.000 ansatte i Sydkorea.

”Samsung Electronics’ første strejke finder sted i dag, og vi gør brug af betalt orlov. Vi mener, at der er mange, som deltager,” siger Son Woo-mok, der dog ikke sætter præcist tal på, hvor mange der strejker.

”Det er svært at sætte tal på, men ud fra hvad jeg har set på arbejde her til morgen, er det meget anderledes end normalt,” fortsætter Son Woo-mok.

Samsung er det største chaebol i Sydkorea.

Chaebols henviser til store, familieejede konglomerater, der spiller en central rolle i landets økonomi og politiske landskab. De inkluderer blandt andet kendte mærker som Samsung, Hyundai og LG.

Samsung Electronics oplyser, at det ”på flittig vis har forhandlet med fagforeningen, og at det agter at fortsætte med det”.

Virksomheden oplyser, at medarbejderne, som strejker, har brugt en fridag fredag, som falder mellem en helligdag torsdag og weekenden - ikke ulig når man i Danmark tager fri mellem Kristi himmelfartsdag og weekenden.

”Det har ingen indvirkning på produktion eller virksomhedens aktiviteter,” lyder det fra Samsung Electronics i en pressemeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu