Første prognose spår øget ledighed i december

Danmarks Statistiks ledighedsindikator for december siger, at ledigheden steg med 300 personer.
Hvis prognosen holder stik, vil ledigheden være steget uafbrudt i ni måneder i træk. | Foto: Mathias Svold
Hvis prognosen holder stik, vil ledigheden være steget uafbrudt i ni måneder i træk. | Foto: Mathias Svold
Af Ritzau

Meget tyder på, at ledigheden igen steg en smule i december.

Danmarks Statistik udarbejder hver måned en foreløbig prognose - den såkaldte ledighedsindikator - og den siger, at der blev 300 flere ledige i julemåneden.

Godt nok var der 600 færre på kontanthjælp, men da antallet af nye dagpengemodtagere samtidig steg med mere end det, voksede det samlede antal ledige.

Hvis prognosen holder stik, vil ledigheden være steget uafbrudt i ni måneder i træk. Og 2023 vil have budt på 5900 flere fuldtidsledige end året forinden.

”Knap 6000 fuldtidspersoner er i det store billede en meget lille stigning over et år. Arbejdsløsheden ser således fortsat ud til at være ved at normalisere sig selv efter at have været utrolig lav,” siger Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, forventer at antallet af ledige vil fortsætte med at stige svagt i 2024, fordi økonomien ser ud til at drosle ned.

Men usikkerheden er stor, pointerer han.

”På den ene side kan vi jo endnu en gang blive overraskede over efterspørgslen efter ansatte, men på den anden side er historien også fuld af eksempler på ledighed, der kun stiger lidt i starten af en afmatning, men som lige pludselig får fart på,” siger han.

Det samlede antal ledige i december udgjorde omtrent 86.000, svarende til en ledighedsprocent på 2,9 procent.

73.600 af de ledige er dagpengemodtagere, mens 12.500 er på kontanthjælp.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også