Mænd er stadig i klart overtal i danske bestyrelser

I 44 procent af de største danske virksomheder er der slet ingen kvinder i bestyrelsen, viser de seneste tal.
Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe
Af Ritzau

Der er markant flere mænd end kvinder i de danske bestyrelseslokaler.

Blandt de 2387 store virksomheder, der er underlagt et lovkrav om at opstille mål for den kønsmæssige sammensætning i deres bestyrelser, er knap 20 procent af alle bestyrelsesmedlemmer kvinder.

Blot ti procent af bestyrelsesformændene er kvinder. Og i 44 procent af virksomhedernes bestyrelser er der slet ingen kvinder.

Det skriver Dagbladet Information på baggrund af et notat fra analysebureauet Analyse & Tal, som er baseret på de seneste tal på området fra Erhvervsstyrelsen. Tallene stammer fra 2021.

Siden 2013 har det i Danmark været et lovkrav, at alle store virksomheder skal opstille måltal for den kønsmæssige sammensætning af deres bestyrelser.

Det er virksomhederne selv, der vælger, hvad måltallene skal være.

Opgørelsen fra 2021 viser, at lovgivningen ikke er tilstrækkelig til at sikre ligestilling i toppen af dansk erhvervsliv, mener Sarah Steinitz, som er partner i Analyse & Tal og står bag analysen.

”Det går rimelig trægt. Når vi sammenligner os med resten af Norden, er Danmark bagud. Der er en forestilling om, at vi er ligestillingens frontløbere, men det er altså ikke det, statistikkerne viser,” siger hun til Information.

Bjarke Oxlund, der er ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder, mener, at tallene understreger, at bestyrelserne stadig ikke afspejler det omgivende samfund.

”Vi står med en klar ligestillingsproblematik. Lovgivningen om måltal har ikke haft en særlig stor effekt i Danmark. Der skal simpelthen mere til,” siger han til avisen.

Hvis man fremskriver de seneste års udvikling, skal man frem til år 2060, før der er lige mange mænd og kvinder i de store virksomhedsbestyrelser, viser Analyse & Tals notat.

Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) udtaler til Information, at det ”ikke er godt nok”.

”Vi går glip af kompetencer og talenter. Derfor er det vigtigt, at vi både som samfund og i virksomhederne arbejder med at bryde de normer og kulturer, som spænder ben for, at kvinder når til tops,” siger hun i en skriftlig kommentar.

Eva ønsker en mere inkluderende it-branche

Forskellen mellem mænd og kvinders indkomst viser største forskel i 14 år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også