Advokatfirmaer efterlyser jurastuderende med teknologisk viden

Nyudklækkede jurister har ikke de fornødne færdigheder med sig i bagagen fra jurastudiet til at begå sig i en advokatbranche, som er under hastig forandring, lyder det fra flere advokatfirmaer. De efterlyser mere fokus på forretning, teknologi og innovation på uddannelserne.
Arkivfoto. | Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto. | Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Nyuddannede jurister mangler kompetencer inden for teknologi og forretning.

Det mener flere advokatfirmaer, som AdvokatWatch har talt med. Uddannelsesinstitutionerne bør klæde de unge talenter bedre på i forhold til den branche, de træder ud i i dag, lyder det.

"Jeg synes egentlig, at vi langt hen ad vejen har været heldige med dem, som vi har fået ind hos os, men det skyldes ikke, at de har fået kompetencerne fra universiteterne," siger Tomas Ilsøe Andersen, managing partner hos Kammeradvokaten, til AdvokatWatch.

Samme kritik lyder fra det specialiserede advokatkontor Synch, der fokuserer på rådgivning af teknologivirksomheder og udvikling af legal tech-produkter. Her kæmper ejerne med at finde kandidater med de nødvendige kompetencer. Det skyldes først og fremmest, lyder det, at universiteterne ikke uddanner jurister med den fornødne indsigt i forretning og teknologi.

"Vi starter næsten fra bunden. Ikke bare i forhold til teknologi, men også grundlæggende forretningsforståelse," siger Michael Brandt, advokat og medejer af Synch, som mener, at de manglende kompetencer er et problem for advokatbranchen.

"Det er en kæmpe udfordring for vores branche, at vores uddannelser traditionelt har holdt sig væk fra forretning. Jura uddanner selvfølgelig til segmenter, hvor forretning er mindre vigtigt, men for størstedelen af juristerne – særligt advokaterne – er der behov for grundlæggende forretningsmæssig indsigt, og det synes jeg ikke, at jurastudierne rykker i retning af hurtigt nok," siger Michael Brandt og fortsætter:

"I den virkelige verden finder vi ud af, at jura er manualen til det, som det virkelig handler om: kundernes forretning. Man er ikke meget bevendt, hvis man ikke kan sætte sin viden i kontekst med kundens forretning, og det er ofte et tungt møde med virkeligheden, der ligger lidt tungt på vores skuldre at løfte, og som måske får os til i stigende grad at kigge efter erhvervsjurister, fordi de har en bedre forretningsforståelse."

Hos Synch bliver de unge talenter uddannet, når de kommer ind i folden – for eksempel med interne kurser om kodning. Samtidig går virksomheden i stigende grad ud i markedet og headhunter etablerede teknologiadvokater.

Skal integreres i fagene

Kammeradvokaten er et af de advokatfirmaer, der har fokus på legaltech, og firmaet investerer målrettet i udviklingen af digitale produkter til det juridiske marked.

Generelt er opfattelsen her, at digitaliseringens aftryk på advokatbranchen kun vil vokse sig større, og Tomas Ilsøe Andersen har tidligere givet udtryk for, at god teknologi- og forretningsforståelse er essentielle egenskaber, hvis kandidaterne vil undgå at blive overflødiggjort af teknologi.

Ifølge Kammeradvokatens managing partner lægger studieordningen på jurastudiet ikke op til at installere disse kompetencer hos de kommende jurister. En løsning kan være at integrere det i fagene, foreslår han.

"Der er nogle steder, hvor de forsøger sig med at lave et fag, som udelukkende handler om teknologiforståelse inden for juraens verden, men jeg synes, at det er en helt forkert måde at gå til det på. Jeg synes, at man burde bygge teknologiforståelsen ind i de eksisterende fag. Det er noget, der sniger sig ind i samtlige juridiske discipliner, så jeg tror, at man er nødt til at sige, at det er en integreret del af de fag, de jurastuderende kender i forvejen," siger Tomas Ilsøe Andersen.

Andre mangelvarer

I dag efterspørger klienterne en større forretningsforståelse hos deres eksterne rådgivere, heriblandt advokater. Det har for eksempel fået et advokatfirma som Magnusson til at rette kikkerten mod profiler med inhouse-erfaring i rekrutteringen af nye medarbejdere, ligesom erhvervsjurister kommer i højere kurs hos advokatvirksomhederne.

Hos Dahl Advokatfirma, der beskæftiger over 200 medarbejdere på kontorer i Viborg, Aarhus, Herning, Esbjerg og København, er kommerciel direktør Anders Madsen Pedersen enig i, at nyuddannede jurister mangler teknologi- og forretningsforståelse. Han mener imidlertid, at der er andre kompetencer, som i højere grad er en mangelvare, når de kommer ud af universitetet.

"Jeg synes, at der mangler projektledelse. Du kan ikke agere i nogen som helst virksomhed eller branche i dag, hvis du ikke forstår at arbejde projektbaseret. Det er fuldstændig afgørende at få studerende ud, som har bare en vis forståelse for det. Ellers starter vi altså helt fra Adam og Eva," siger Anders Madsen Pedersen og fortsætter: 

"Og så mangler der viden om forretningsudvikling og innovation. Det er typisk aktiviteter, som ligger uden for kerneforretningen. Det handler om at finde den næste indtjeningskilde, og de kompetencer mangler de jurastuderende, når de kommer ud."

Genkender efterspørgsel

Dahls kommercielle direktør efterlyser mere fleksibilitet, mere praktik og mere frihed for de studerende til at sammensætte deres faglige profil på kandidatoverbygningen.

"Det ville klæde universiteterne enten at udbyde valgfag på andre institutter på kandidatuddannelserne, hvor de studerende kan få nogle mere komplementære færdigheder, eller bygge det ind i selve jurauddannelsen," siger Anders Madsen Pedersen.

På Syddansk Universitet er man opmærksom på problemet og arbejder lige nu på at skrue fremtidens jurauddannelse sammen, fortæller Camilla Hørby Jensen, der er institutleder på Juridisk Institut.

"Vi er i gang med et større projekt, fordi vi har været i dialog med aftagerne, heriblandt advokatfirmaerne, for at høre, hvad de efterspørger hos fremtidens jurister, og jeg kan sagtens genkende en efterspørgsel efter forretningsforståelse og teknologisk viden, som vi vil forsøge at imødekomme," siger Camilla Hørby Jensen.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AdvokatWatch.)

Legaltech-direktør: Klienterne vil kræve, at deres advokat er med på teknologibølgen

Kammeradvokaten: Digital understøttelse er blevet et konkurrenceparameter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også