Sårbarheder i Apple-produkter kan kompromittere enheder

Sårbarhederne kan give mulighed for at enhederne får skadelige programmer såsom virus eller orme.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Ritzau

Center for Cybersikkerhed anbefaler fredag, at man opdaterer sine Apple-enheder.

Det skriver Center for Cybersikkerhed på det sociale medie X.

Anbefalingen kommer, efter at Center for Cybersikkerheds situationscenter torsdag skrev på det sociale medie, at de er blevet bekendt med tre aktivt udnyttede sårbarheder i iOS, iPadOS og macOS.

”Apple har udsendt opdateringer, som lukker tre sårbarheder. Ifølge Apple har der været forsøg på at udnytte sårbarhederne. Der er tale om sårbarheder i flere af Apples produkter,” skriver Center for Cybersikkerhed i en mail til Ritzau.

”Vi opfordrer som altid til, at man installerer sikkerhedsopdateringer, når de bliver tilgængelige. Det gælder særligt, når der er tale om såkaldte ”zero-days”,” skriver Center for Cybersikkerhed.

”Zero-day” dækker over en hidtil ukendt sårbarhed i software eller hardware, som hackere har fundet og benytter til kriminel aktivitet.

Udtrykket refererer til hvor mange dage forhandlere har haft til at sikkerhedsopdatere sårbarheden – altså har forhandleren haft nul dage til at reagere på truslen.

En sådan sårbarhed i software kan potentielt udnyttes til at installere malware.

Malware er computerprogrammer, der gør ondsindede, skadelige eller uønskede ting der, hvor de er installeret. Begrebet dækker over alle kategorier af skadelige programmer herunder virus og orme.

Sårbarheder kan også potentielt udnyttes til at få adgang til brugerens private information på for eksempel en telefon.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også