It-virksomhed: 46 hackerangreb mod Danmark og Sverige på 11 dage

Danmark har været ramt af en række politisk motiverede hackerangreb, viser data fra it-sikkerhedsvirksomhed.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Ritzau

Både Danmark og Sverige har i slutningen af januar og starten af februar været udsat for en lang række hackerangreb.

Det viser data fra it-sikkerhedsvirksomheden Tehtris, der nu kan sætte et præcist tal på bølgen af angreb over en periode på 11 dage.

I perioden fra 23. januar til 2. februar 2023 har virksomheden registreret 46 angreb mod blandt andet offentlige myndigheder, virksomheder, organisationer og pengeinstitutter.

Omkring 80 procent af angrebene har ramt Danmark. Resten af dem Sverige.

Hackerne kan ifølge Tehtris spores tilbage til både Tyrkiet og Rusland.

De to lande har i øjeblikket et anspændt forhold til Danmark på grund af politikeren Rasmus Paludans koranafbrændinger og Danmarks støtte til Ukraine.

Derfor vurderer Torben Clemmensen, som er it-sikkerhedsspecialist hos Tehtris, at angrebene er politisk motiverede, hvilket gør dem farligere.

”Nu handler det ikke længere om at lave et opråb. Nu handler det om at ødelægge noget og få noget ud af det,” siger han.

Hackerangrebene, som Tehtris har registreret, har ramt blandt andet Nationalbanken, Forsvaret, YouSee, Jyske Bank og Danmarks Statistik.

Virksomheden har ved hjælp af såkaldte honeypots - en form for virtuelle fælder for hackere - registreret de pågældende angreb.

En honeypot kan maskere sig som en legitim server, hjemmeside eller lignende. En hacker vil først opdage, at vedkommende er faldet i en fælde, når de har interageret med honeypotten.

Værktøjet kan hurtigt spore hackerens lokation samt give indsigt i, hvordan personen arbejder.

Ifølge Torben Clemmensen kan en honeypot på den måde være med til at forebygge fremtidige angreb.

Hackerangrebene har været såkaldte ddos-angreb - også kendt som overbelastningsangreb.

De udføres ved, at angriberne udsætter bestemte hjemmesider for tusindvis af forespørgsler på kort tid. Det kan få hjemmesiderne til at gå ned.

Torben Clemmensen vurderer, at angrebene vil blive intensiveret i den kommende tid på grund af den spændte politiske situation i både Ukraine og Tyrkiet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også