Tidligere it-ansat i politiet er idømt to års fængsel

Manden, der var ansat ved Østjyllands Politi, har erkendt hacking og at have filmet kolleger gennem nøglehul.
Foto: PR
Foto: PR
Af Ritzau

En tidligere it-medarbejder ved Østjyllands Politi idømmes to års fængsel i en sag om hacking af op mod 114 telefoner tilhørende kolleger, venner, bekendte og tilfældige privatpersoner.

Tre måneder af straffen gøres ubetinget og skal dermed afsones.

Det har en enig domsmandsret ved Retten i Aarhus afgjort, skriver TV2 Østjylland.

Desuden skal den 43-årige mand udføre 250 timers samfundstjeneste, han skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen, og så skal han om nødvendigt i sexologisk behandling. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den tidligere it-medarbejder har under sagen erkendt sig skyldig i hovedparten af det 16 sider lange anklageskrift.

Han bestred dog, at hacking af telefonerne skete over en periode på 11 år, som det fremgår af anklageskriftet.

Det er under sagen blevet forklaret, at it-medarbejderen fik adgang til kollegers telefoner og derved formentlig hundredtusindvis af private billeder, beskeder og kalenderoplysninger, ved at han henvendte sig til dem med et tilbud om at undersøge, om deres mobiler var kompatible med politiets systemer.

I mange tilfælde lykkedes det ham derved at skaffe sig adgang til telefonerne, som han kopierede indholdet af og gemte. Han delte det ikke med andre, har han sagt.

Men han hackede telefoner fra flere og flere. Den 43-årige mand har under sagen sammenlignet sin adfærd med et misbrug.

Han er også dømt for blufærdighedskrænkelse og for at have misbrugt sin stilling til at få adgang til efterforskningsmateriale i afsluttede straffesager, heriblandt 50 sager om deling af intime billeder.

Langt hovedparten af de forurettede i sagen er kvinder, og en har blandt andet kunnet fortælle i retten, at hun havde intime billeder på sin telefon.

Det har retten dog ikke kunnet se. For en stor del af materialet er blevet slettet. Det skete umiddelbart efter anholdelsen af medarbejderen den 29. marts 2021.

Manden erkendte sig allerede dengang skyldig i hacking og åbnede sin harddisk med de mange private oplysninger, han havde hacket sig til, for politiet.

Under sagen har 15 af de mere end 100 forurettede været inde for at vidne.

Det samme har en efterforsker fra politiet, som har kunnet berette om, at sagen har sat spor hos kollegerne på politigården, og at nogle har følt sig forrådt.

”Nogle har været vrede, andre kede af det,” sagde han.

Den 43-årige mand fik fredag det sidste ord, inden sagen blev optaget til dom. Det brugte han til at sige undskyld til dem, der var blevet ramt af hans handlinger.

”Jeg har ikke andet ord for det. Jeg er frygteligt ked af det,” sagde han ifølge Ekstra Bladet.

Senioranklager Jacob Thaarup gik ifølge Ekstra Bladet efter at få ham idømt mellem to et halvt og tre års fængsel.

Mandens forsvarer, Henrik Garlik, mente derimod, at straffen skulle udmåles til et års fængsel med vilkår om samfundstjeneste, og at den tidligere it-ansatte skulle i sexologisk behandling.

Den tidligere it-ansatte har valgt at modtage dommen, skriver TV2 Østjylland. Statsadvokaten i København vil vurdere, om anklagemyndigheden også modtager dommen, eller om den ankes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også