Alle 7-Eleven-butikker er genåbnet efter hackerangreb

7-Elevens butikker er igen åbne, efter de mandag blev ramt af et hackerangreb, der lukkede samtlige butikker.
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Bo Amstrup
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Bo Amstrup
Af Ritzau

Alle 7-Elevens butikker er torsdag eftermiddag igen åbne. Det oplyser 7-Eleven til Ritzau.

Butikkernes systemer kører på et backup-system, men driften er stabil, lyder det.

I alle butikker med undtagelse af dem på togstationer er det nu muligt at betale med de fleste betalingskort igen. Både danske og udenlandske.

På dem, der ligger på togstationer, er det stadig kun muligt at betale med dankort, men det forventes, at det bliver ordnet i løbet af dagen.

I alle butikkerne er det muligt at betale med MobilePay.

”Der kan trygt handles i alle 7-Eleven-butikker, men betjeningstiden kan stadig opleves som længere end normalt.”

”Teknikere er i gang med at genetablere flere betjeningskasser, der skal nedsætte ekspeditionstiden yderligere,” står der i pressemeddelelsen.

Butikkernes pakkeservice kører normalt med undtagelse af Sharebox, hvor kunder skal tage fat i 7-Eleven på Facebook, så de kan blive guidet til, hvordan de kommer til deres pakker.

Administrerende direktør i 7-Eleven Jesper Østergaard sagde onsdag eftermiddag, at kæden forventede at have genåbnet alle landets 176 butikker inden midnat.

Butikskæden blev mandag ramt af et hackerangreb. Det medførte, at samtlige butikker lukkede.

Siden har de gradvist åbnet igen, og onsdag eftermiddag var status, at 110 af de 176 butikker var genåbnet.

7-Eleven har oplyst, at hackerangrebet er et såkaldt ransomwareangreb.

Det er, når hackere afskærer virksomheder fra deres egne data via en krypteringsnøgle og kræver store summer for at give adgang igen.

Angrebet er meldt til politiet.

Administrerende direktør Jesper Østergaard har ikke noget overslag på, hvor stort et tab 7-Eleven lider på grund af hackerangrebet.

7-Eleven nægter at betale løsepenge til hackere

Næsten alle 7-Eleven-butikker er genåbnet efter hackerangreb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også