Australien er under cyberangreb fra en fremmed stat

Angrebene er målrettet regeringen, politiske organisationer og vigtige tjenesteudbydere, siger Scott Morrison.
Premierminister Scott Morrison var flankeret af forsvarsminister Linda Reynolds, da han fredag morgen lokal tid fortalte om et cyberangreb mod Australien | Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Premierminister Scott Morrison var flankeret af forsvarsminister Linda Reynolds, da han fredag morgen lokal tid fortalte om et cyberangreb mod Australien | Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau/Reuters

En "sofistikeret statslig aktør" har i månedsvis forsøgt at hacke en lang række australske organisationer og har for nylig intensiveret sine angreb.

Det fortæller Australiens premierminister, Scott Morrison, på et pressemøde i Canberra fredag morgen lokal tid.

Angrebene er målrettet alle niveauer i regeringen, politiske organisationer, vigtige tjenesteudbydere og infrastrukturoperatører.

"På grund af angrebenes omfang og natur ved vi, at det er en sofistikeret, statsbaseret cyberaktør," siger Scott Morrison.

Premierministeren siger videre, at der ikke er mange statslige aktører, der er i stand til at iværksætte denne type angreb. Han afviser dog at identificere, hvilket land der står bag.

Ifølge Australiens forsvarsminister, Linda Reynolds, viser en vurdering, at der ikke i stort omgang er sket krænkelser af personfølsomme oplysninger.

Har lidt et knæk

I september sidste år afslørede nyhedsbureauet Reuters, at den australske regering et halvt år forinden - i marts 2019 - konkluderede, at Kina var ansvarlig for et hackerangreb mod det australske parlament.

Australiens regering gik aldrig offentligt ud og identificerede Kina som kilden til angrebet, og Kina benægtede, at landet stod bag.

Forholdet mellem Australien og landets største handelspartner, Kina, har lidt et alvorligt knæk, efter at Australien gik med i en gruppe af lande, som vil have Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at undersøge årsagen til udbruddet af coronavirus, der oprindeligt brød ud i den kinesiske by Wuhan.

Kina beskylder den australske regering for at være i ledtog med USA.

Senest har Kina advaret sine studerende mod at tage en uddannelse i Australien.

Advarslen fra det kinesiske udenrigsministerium 9. juni blev begrundet med, at der er sket en mærkbar stigning i racistiske angreb på kinesiske og asiatiske personer i Australien under coronaviruspandemien.

I forvejen har Kina lagt told på byg fra Australien, ligesom at landet har advaret om et boykot af australske produkter blandt kinesiske forbrugere.

I midten af maj suspenderede Kina desuden import af oksekød fra fire af de største producenter i Australien.

Cyberangreb lammer bryggerikæmpe

USA advarer Canada mod brug af Huawei: Vil ikke kunne dele efterretninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også