FE har stadig ikke styr på it-sikkerheden
Center for Cybersikkerhed, der nu skal overvåge og indsamle informationer, har selv problemer med sikkerheden. Det skriver Politiken torsdag.
Gennem fire år har Tilsynet med Efterretningstjenesterne kritiseret den måde, Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) håndterer sin egen it-sikkerhed på.
Hvert år har CFCS, der skal sikre Danmark mod cyberangreb sammen med moderorganisationen FE, lovet, at der ville blive rettet op.
Hverken FE eller Center for Cybersikkerhed ønsker over for Politiken at kommentere de tilbagevendende sikkerhedsproblemer, eller at forklare, hvorfor tingene ikke er blevet bragt i orden.
Ifølge årsberetningerne fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne har "centret generelt overholdt lovgivningens bestemmelser". Men på grund af sagernes karakter er det heller ikke muligt for tilsynet at beskrive, præcis hvad det er for sikkerhedsrisici, der alligevel har været kritisable.
Men det drejer sig om, at CFCS "ikke fuldt ud levede op til lovgivningens krav om sikkerhedsforanstaltninger eller internt fastsatte retningslinjer herom i forhold til et antal observationer med tilhørende risici", hedder det i årsrapporten.
Mens hverken alvoren eller omfanget af sikkerhedsbristerne er beskrevet, så står det fast, at efterretningstjenesterne er på vej til at overvåge og opbevare endnu mere datatrafik end tidligere.
Regeringen har netop sendt en lovændring i høring, der vil udvide CFCS’ beføjelser markant på baggrund af en stadig større trussel om cyberangreb på det digitaliserede Danmark.
Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus tophistorietjeneste på vegne af Politiken.