Hotelkæde retsforfølges for milliarder efter databrud
![Foto: Thomas Borberg/Polfoto](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article8619790.ece/ALTERNATES/schema-16_9/EDW%2520Marriot%2520K%25C3%25B8benhavn%2520Havn.jpg)
I sidste uge kom det frem, at den internationale hotelkæde Marriott International siden 2014 har været ramt af et stort hackerangreb. Angrebet har formentlig medført, at op mod 500 mio. hotelgæsters oplysninger - blandt andet pasoplysninger og kreditkortinformation - er blevet lækket.
Nu har en række parter lagt sag an mod hotelkæden, skriver Version2.
To amerikanere har blandt andet startet et gruppesøgsmål, hvor man forlanger 12,5 mia. dollars, hvilket er omkring 83 mia. kr. Beløbet svarer til 25 dollar for hver af de 500 mio. hotelgæster, der kan være ramt. Sagsøgerne mener, at 25 dollar er "værdien af den tid, som kunderne som minimum har været nødt til at afsætte for at spærre deres kreditkort efter Marriott-hacket," skriver mediet.
Et amerikansk advokatfirma har også lagt sag an, og det forventes, at flere gruppesøgsmål lander hos hotelkæden.
Datalækket vurderes til at være et af de største nogensinde.
500 mio. gæster kan være ramt af hackerangreb på Marriott-hotelkæde
Datatilsynet er snart klar til at stange de første GDPR-bøder ud