Forhenværende embedsmand kritiserer IBM's Watson-løsning

Kejserens nye klæder lyder kritikken fra tidligere embedsmand i Region H af IBM’s Watson-løsning. Han kalder den for kraftigt oversolgt.

Foto: /ritzau/Torben Åndahl
Foto: /ritzau/Torben Åndahl

Når regionspolitikerne i morgen holder møde i Region Hovedstaden, vil de efter alt at dømme trække stikket på en udviklingsaftale med IBM – tre år før den står til at udløbe. Det skriver Computerworld.

Standsningen af samarbejdet, der skulle bruge kunstig intelligens i form af IBM's Watson-løsning til kræftdiagnosticering på regionens hospitaler, møder opbakning fra en tidligere embedsmand i Region H, som har fulgt processen tæt.

"Jeg deltog i begyndelsen af processen, og jeg nåede at opleve, at det blev meget kraftigt oversolgt, hvad Watson kunne. Der er noget kejserens nye klæder over det," siger Jesper Allerup til Computerworld.

Han arbejder i dag som konsulent, men var enhedschef i Region Hovedstaden, da udviklingsaftalen med IBM blev indgået i sommeren 2017.

Forståelse for beslutning

Computerworld har forsøgt at få en kommentar til kritikken fra IBM, men hos it-selskabet henviser man til en skriftlig udtalelse om samarbejdet.

"IBM har forståelse for, at regionen har besluttet at stoppe den overordnede rammeaftale. Det er en beslutning, vi støtter. Vi glæder os over, at der ved rammeaftalens ophør fortsætter tre udviklingsprojekter som et resultat af samarbejdet," lyder det i kommentaren fra Troels Bisgaard Vig, der er IBM's danske direktør for den offentlige sektor.

Kunstig intelligens er på dagsordenen i kommunerne

Region H vil sætte fart under udviklingen af kunstig intelligens  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også