Efter hævet trusselsniveau: DI slår på tromme for alarmcentral til SMV'er

Forsvarsministeriet hævede tirsdag trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod virksomheder, organisationer og myndigheder fra lav til middel. 
”Det er en dybt alvorlig situation," siger Andreas Holbak Espersen. | Foto: Pr
”Det er en dybt alvorlig situation," siger Andreas Holbak Espersen. | Foto: Pr

Med det øgede trusselsniveau for destruktive cyberangreb, der blev lanceret tirsdag eftermiddag, er der behov for bedre beskyttelse af små og mellemstore danske virksomheder.

Det mener Dansk Industri, der bl.a. peger på en ”alarmcentral” som en del af løsningen.

”Det er afgørende med vejledning til f.eks. virksomhederne fra Center for Cybersikkerhed om, hvordan man forebygger, opdager og håndterer angreb. Der er behov for at gøre mere for at beskytte SMV’erne, og det er derfor, at DI fortsat kæmper for at få etableret en såkaldt SMV-CERT, en slags alarmcentral, der kan sætte ind og vejlede de mindre virksomheder, som udgør rygraden af hele vores digital samfund,” siger Andreas Holbak Espersen, digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri. 

Forsvarsministeriet var tirsdag vært ved et pressemøde, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og chefen for Center for Cybersikkerhed (CFCS), Thomas Flarup, bekendtgjorde, at trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod virksomheder, organisationer og myndigheder er blevet hævet fra lav til middel. 

Det sker, efter FE og PET har meldt om et skærpet omfang af hybridkrig. 

”Det er en dybt alvorlig situation. Det betyder, at der er øget risiko for, at virksomheder og centrale, kritiske funktioner i vores samfund kan blive ramt og lagt ned af cyberangreb,” siger Andreas Holbak Espersen.

Destruktive cyberangreb er ifølge DI værre end almene hackerangreb, eftersom målet er at ødelægge mest muligt fremfor at tage en virksomheds data som gidsel for at få løsepenge. Blandt worst case-scenarierne ved et destruktivt cyberangreb er, at der bliver lukket for kritisk infrastruktur som el, vand og varme, vurderer DI. 

I lyset af den nye trusselsvurdering imødeser Andreas Holbak Espersen de nye EU-krav i regi af NIS2-direktivet, der hæver sikkerhedskravene til virksomheder, der beskæftiger sig med kritisk infrastruktur. 

”Den trussel, vi står over for i dag, understreger behovet for en hurtigt og effektiv implementering af de skærpede EU-krav i NIS2-direktitvet. NIS2 er allerede blevet forsinket, og for at lykkedes med at hæve sikkerhedsniveauet, har vi nu brug for at der kommer klarhed omkring kravene og god, praksisnær vejledning fra myndighedernes side,” siger han. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også