ITWatch

Columbus-topchef: Derfor er det gået galt i USA

Columbus leverede på forventningerne i årets første seks måneder, men under overfladen ligger en amerikansk forretning, som fortsætter sin negative udvikling. "Det er vores egen evne til at sælge, som har haltet," fortæller topchef Thomas Honoré.

Topchef i Columbus, Thomas Honoré. Foto: BROLYNG/Columbus/PR

Efter et første kvartal med fuld fart på oplevede Columbus en langsommere udvikling i andet kvartal.

Samlet set kommer den danske it-koncern dog ud af første halvår af 2019 med et regnskab, hvor nøgletallene lever op til forventningerne.

Men bag udviklingen gemmer der sig en amerikansk forretning, hvor pilen peger i den forkerte retning. Konkret faldt ebitda-resultatet i USA med 14 mio. kr. i første halvår.

"Vores amerikanske forretning har ikke helt den turnaround, som vi havde forventet i første halvår og fortsætter en nedgang," fortæller koncernchef Thomas Honoré til ITWatch.

Vender først i 2020

Columbus ansatte i maj en ny landechef i USA i form af Chris Alagna. Han blev hentet ind fra konkurrenten Hitachi Solutions, og ifølge Thomas Honoré har skiftet betydet, at der begynder at komme skred i den amerikanske forretning.

Men den negative udvikling ventes at fortsætte i andet halvår af 2019.

"Vi tror ikke, at det forbedrer sig markant talmæssigt, men hele ånden, stemningen og teamet begynder at trække i den rigtige retning," siger Thomas Honoré.

Vi tror ikke, at det forbedrer sig markant talmæssigt, men hele ånden, stemningen og teamet begynder at trække i den rigtige retning.

Thomas Honoré, koncernchef, Columbus

Han forventer, at udviklingen vil vende i første halvår af 2020. I første omgang tager det tid for den nye ledelse at vende skuden. Den nye landechef er således i gang med at bygge et nyt lederteam og organisation.

"Det er ligesom at skifte træner på et fodboldhold. Det er ikke sikkert, at der er noget galt med alle spillerne. Det kan godt være, at der er nogle spillere som er forkerte på holdet, og det kan være, at man skal ændre nogle af sine taktikker, men ikke nødvendigvis dem allesammen."

"Hele det arbejde er han (Chris Alagna, red.) igang med nu, og som vi forventer at se forbedringer af i første halvår 2020."

Hvad er årsagen til tilbagegangen i USA?

"Det er egentlig manglende salg til kunderne. Vores maskine til at få nye kunder ind i forretningen har ikke været god nok. Så det handler om at ansætte en ny ledelse og nye sælgere, og de medarbejdere skal opbygge en pipeline og have kunder til indgå aftaler. Det tager bare længere tid, end man normalt regner med."

Har I de rigtige produkter på hylderne i USA?

"Ja, det har vi. Vi har de samme som alle mulige andre steder, og der er egentlig ikke noget galt med markedet i USA. Det er vores egen evne til at sælge, som har haltet," siger Thomas Honoré og fortsætter:

"Vi har fået en meget salgsorienteret landechef ind, der kom fra vores største konkurrent, og jeg kan godt lide den takt, som han sætter."

Columbus har det seneste år skåret antallet af medarbejdere i USA. I dag tæller den amerikanske forretningsenhed 200 ansatte med kontorer i Troy, Minneapolis, Irvine, San Diego, Houston, Phoenix, Orlando og Cleveland.

Fokus har været på at reducere omkostningerne i USA for at forbedre indtjeningen, men Thomas Honoré regner med, at bunden groft sagt er nået i den amerikanske forretning.

"Vi forventer, at vi har set bunden og kan begynde at bevæge os opad."

Tilfredsstillende udvikling

Retter man blikket mod de øvrige dele af Columbus' forretninger, er det en topchef, som er ganske godt tilfreds med udviklingen.

Columbus leverer en fremgang på 7 pct. i ebitda og en organiske vækst på 2 pct. I runde tal betyder det et ebitda-resultat på 102 mio. kr. og en omsætning på 977 mio. kr. i første halvår af 2019.

"Når man ser samlet på halvåret, er der både positive og negative ting, men hvis man skal balancere det hele ud, så synes jeg egentlig, at det er godkendt."

Så der er mange positive ting i forretningen, som vokser rigtig fint, men det hele bliver blot lidt ødelagt af, at USA går tilbage med 20 pct.

Thomas Honoré, koncernchef, Columbus

Columbus' commerce-forretning, hvor selskabet laver ehandelsløsninger, voksede ifølge Thomas Honoré pænt i både første og andet kvartal. M3-forretning har også fart på, mens Columbus Care-forretning voksede med 16 pct, og cloud-forretningen steg med 44 pct.

"Så der er mange positive ting i forretningen, som vokser rigtig fint, men det hele bliver blot lidt ødelagt af, at USA går tilbage med 20 pct."

Columbus leverer vækst på to pct - men bundlinjen falder

Columbus belønner ledelse og nøglemedarbejdere med økonomisk gulerod

Columbus finder ny amerikansk topchef

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger