ITWatch

To tidligere Atea-bosser er stævnet for at trække millioner ud af nødlidende selskab

Officielt var Peter Trans og Claus Hougesen helt ude af it-selskabet Informationsteknik, men reelt var de fortsat involveret i selskabets drift og havde samtidig givet et millionlån til selskabet, som de trak ud kort tid inden selskabets konkurs. Det vurderer kurator, som kræver pengene betalt tilbage til konkursboet.

Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Peter Trans er stævnet i sagen om krakkede Informationsteknik. Her ses han på et arkivbillede fra dengang, hvor han var adm. direktør i Atea. Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

De to tidligere Atea-chefer Peter Trans og Claus Hougesen bliver nu beskyldt for at have trukket knap fem mio. kr. ud af krakkede Informationsteknik på bekostning af andre kreditorer som skattevæsenet og Lønmodtagernes Garantifond. Derfor er de nu blevet stævnet.

Det fremgår af en redegørelse fra kurator Per Astrup Madsen fra advokatfirmaet DLA Piper, som ITWatch er i besiddelse af.

Her står, at "kurator har anlagt retssag mod 2 personer fra den forrige ejerkreds samt en række selskaber kontrolleret af disse."

Konkret går kurator efter at få tilbagebetalt et beløb på 4,953 mio. kr. til konkursboet.

Den ene af de stævnede er, som ITWatch tidligere har beskrevet, Claus Hougesen. Nu erfarer ITWatch, at den anden er Peter Trans.

De to tidligere Atea-chefer er fåmælte, da ITWatch fanger dem for en kommentar.

"Jeg har kun en kommentar: Det er noget pladder, og så må vi tage den i retten, som kurator har lagt op til," siger Peter Trans til ITWatch og understreger, at han ikke har yderligere kommentarer.

Også Claus Hougesen svarer kortfattet.

"Jeg mener ikke, det har noget på sig, men det må jeg tage i en civil sag fremfor overfor dig," siger han.

Kappede officielt alle bånd

Med stævningen bliver der lagt nye lag på en sag, som har tråde helt tilbage til januar 2015. Dengang startede Claus Hougesen og Peter Trans en konkurrent til det store it-selskab Atea, hvor de havde haft ledende stillinger, sammen med Carsten Ritzau og Kim Holtum Schouw.

De købte selskabet Informationsteknik, der havde 80 ansatte, og ændrede navnet til 3A-it. Men efter kort tid løb selskabet ind i problemer, da ejerne blev sigtet i Atea-sagen, der er kaldt Danmarkshistoriens største bestikkelsessag.

Det fik kunderne til at holde sig væk i en grad, så de fire tidligere Atea-chefer i 2017 følte sig tvunget til at sælge selskabet til erhvervsmanden Fritz Andersen, der tidligere har været chef i højttalerkoncernen Libratone.

Selskabet fik igen navnet Informationsteknik og udadtil havde ingen af de tidligere ejer herefter noget med selskabet at gøre.

Som Fritz Andersen erklærede til Dagbladet Børsen, så var båndene fuldstændig kappet, og det samme skrev han i ledelsesberetningen.

"Ingen personer fra den tidligere ejerkreds, bestyrelse eller ledelse, der er omfattet af de verserende sager, er længere ejer-, bestyrelses- eller ledelsesmæssigt involveret i selskabet," lød det.

Men allerede for et år siden kunne ITWatch med henvisning til den offentlige tinglysning afsløre, at Claus Hougesen var klar til at låne millioner til Informationsteknik på trods af, at han officielt ikke havde noget med selskabet at gøre. Samtidig var det kommet frem, at selskaber med tråde til Peter Trans og Carsten Ritzau havde optioner på at købe sig tilbage for 50 og 12,5 kr.

Var involveret

Nu mener kurator, at Peter Trans også var involveret i lånet, der blev betalt tilbage i perioden 6. februar 2018 til 16. marts samme år. Altså nogle måneder inden Informationstekniks konkurs. Og samtidig vurderer kurator, at Claus Hougesen også reelt ville have mulig for at købe sig tilbage i selskabet.

Årsagen til, at de tidligere ejere havde adskilt långiveren fra optionshaveren var en frygt for, at "det påtænkte lån ved en senere konkurs kunne omstødes under henvisning til at långiver var nærtstående," som det hedder i kurators redegørelse.

Ifølge kurator har de dermed på den ene side sikret sig en gevinst, hvis det gik godt, og samtidig skabt en konstruktion, der skulle give dem fuld sikkerhed for deres lån, hvis selskabets røg ud over kanten.

"De sagsøgte har derved (efter kurators vurdering) udnyttet deres fordelagtige position i forhold til selskabet (som reel ledelse og som reel ejer) til at konstruere en formel lånekonstruktion, hvor de opnåede fuld sikkerhed for et lån, der i realiteten er stillet af en nærtstående. Således ville de sagsøgte som reelle ejere få en gevinst, hvis selskabet udviklede sig positivt, mens det ved en konkurs er de almindelige kreditorer, der kommer til at bære hele tabet," hedder det i redegørelsen:

"Kurator finder, at en sådan konstruktion er retsstridig."

Retssagen ventes at gå i gang ved domstolene medio eller ultimo 2020. ITWatch har været i kontakt med Fritz Andersen, der ikke har yderligere kommentarer end dem, han har givet til kurator.

Læs ITWatch artikler om sagen her:

Erhvervsmand lagde alle kort på bordet efter it-konkurs

Kurator: Krakket it-selskab blev i hemmelighed drevet af tidligere Atea-topfolk

Ateas tidligere styrmand er stævnet for millioner i sag om krakket it-selskab

Ateas tidligere topchef var klar til at låne millioner til nu krakket selskab

SKI ubekendt med reelle ledelsesforhold i konkursramt selskab

Dømte i Atea-sagens greb om krakket selskab spændte ben for et salg

Oprydning afdækker tætte bånd til Atea-dømte i krakkede Informationsteknik

Million-strid fremgår ikke af Informationstekniks regnskab

Slagsmål om supercomputer til Vestas sendte tidligere it-selskab i dørken

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger